Påvirker sclerose nyrerne
d. 18 juli 2011

Jeg er en 40-årig kvinde, der har haft mild attackvis sclerose uden blivende mén i ca. 20 år.
Min mand har pga. en nyresygdom behov for en donornyre, og jeg vil naturligvis gerne donere en af mine, hvis det kan lade sig gøre.

Nu går mit spørgsmål på, om sclerose kan forårsage nyreproblemer i en sådan grad, at det vil være klogest for mig, at beholde begge nyrer selv. Jeg har ikke hørt, at det skulle være tilfældet, men det vil være dumt at give et organ væk, hvis der er risiko for, at jeg selv skal bruge det senere.
Jeg har ikke kunnet finde info om sclerose og organdonation på nettet, så ethvert råd er påskønnet.

Sclerose påvirker ikke nyrernes funktion, så for dig som mulig donor skulle sygdommen sclerose ikke give ekstra problemer.
Sclerose er en autoimmun sygdom, hvor man reagerer mod sit eget væv. Hypotesen er at sygdommen trigges af noget f.eks. virus, og at sygdommen udvikles hos personer der er disponeret på en eller anden måde, f.eks. genetisk.

Da årsagen til sygdommen er ukendt, fraråder man "for en sikkerheds skyld" sclerosepatienter at være bloddonorer. Ud fra det aspekt er en donornyre fra en patient måske ikke det helt ideelle teoretisk set, men der er mig bekendt ingen kendt risiko for modtageren. Jeg kender ingen fortilfælde af sclerosepatienter som organdonorer, men det gør donorcentrene måske?
Jeg foreslår at du også drøfter spørgsmålet vedrørende din mand med dem.

Skrevet d. 18 juli 2011