Overvejelser omkring fødselsforløb
d. 22 november 2009

Jeg har sclerose og er gravid i uge 32, det vil sige at jeg har termin medio december. Jeg har naturligvis informeret jordemoder samt gynækolog om min sygdom, og de lytter, men giver samtidig udtryk for at de ikke har så stort et erfaringsgrundlag på området.

Én ting er at jeg er utrolig træt, men det kan jo både skyldes sclerosen og graviditeten, mest sandsynligt en blanding. (samt tankespind i forhold til at min kæreste er flyttet og har fundet en anden).

Men altså, grunden til at jeg skriver til dig er for at få afklaring på nogle ting omkring selve fødslen. Jeg tror på at jeg godt kan få presset barnet ud, men er meget nervøs for de efterfølgende dage, det vil sige helt uden energi og med et meget sort humør. Den del ønsker jeg naturligvis at undgå. Gynækologen lægger op til at fødslen ikke skal trækkes i langdrag, men er endnu ikke kommet med noget konkret, hvilket jordemoderen efterspørger.

Derfor spørger jeg nu: Hvad er erfaringerne, i forhold til at opnå så godt et fødselsforløb som muligt?

 


Der findes næsten ingen forsøgsresultater eller forskning på området "sclerose og fødsler", men jeg har for 2 år siden været med i en arbejdsgruppe, der bestod af 2 neurologiske overlæger der arbejder med sclerose, en fødsels-overlæge der har erfaring med sclerosepatienter, endnu en fødselslæge, en børnelæge, en narkose-læge og mig selv.

Vi kiggede på alle de nyeste undersøgelser og forskning der findes på området "Sclerose og graviditet, fødsel og barsel", og udarbejdede herefter nogle landsdækkende anbefalinger ud fra vores samlede viden og erfaring. Disse anbefalinger blev til sidst diskuteret og godkendt på en landskonference for fødselslæger. Vi arbejdede meget med fødslen, og kom frem til følgende:


 


Der er intet der tyder på, at scleroseramte ikke kan føde lige så ukompliceret som raske kvinder. Det ser ikke ud til, at sclerosen påvirker fødselsforløbet - der er ikke flere tilfælde af for eksempel vesvækkelse eller akut kejsersnit hos scleroseramte kvinder, og børnene har det lige så fint når de kommer ud, som ved fødsler hos raske kvinder. Omvendt er der heller intet der tyder på, at en fødsel har en negativ effekt på sclerosen - scleroseramte kvinder, der føder, får ikke flere attaks end scleroseramte der får kejsersnit.

Mange tror umiddelbart, at kejsersnit er det mindst belastende for kroppen, men sådan forholder det sig ikke. Kejsersnit er lige så belastende som at føde, og indebærer højere risici for kvinden, i form af flere infektioner og større blodtab. Derfor anbefaler vi, at scleroseramte føder vaginalt, medmindre der er noget andet, der taler for et kejsersnit - som for eksempel hvis barnet ligger i underkropsstilling.

Men scleroseramte er meget sårbare overfor belastninger i det hele taget, og bliver mere udtrættede af fysiske præstationer. Hos scleroseramte kan det tage dage at komme sig over den udtrætning en fødsel giver. Dagene lige efter fødslen er meget vigtige for amningen og for at skabe kontakt til sit nye barn, så det er dage man ikke bare kan udskyde til man er udhvilet. Derfor er det meget vigtigt at gøre fødslen så lidt krævende som muligt hos scleroseramte. Det kan man gøre på flere måder:

Veerne: Hvis veerne fungerer som de skal, bør man ikke pille ved det naturlige forløb med for eksempel vestimulerende medicin, for det øger bare risikoen for et svært og kompliceret forløb. Men er der den mindste afvigelse i forløbet, bør man hos scleroseramte gribe hurtigere ind med vestimulerende medicin, så fødslen ikke bliver for lang. Hos raske kvinder sker der indimellem det, at veerne kan blive lidt ineffektive i en periode af fødslen. Veerne gør lige så ondt, men udvider ikke livmodermunden.

Hos raske kvinder venter man tit lidt med at gribe ind, for at se om kroppen selv finder ud af at komme ind på det rette spor igen. Afhængig af hvor længe man venter med at gribe ind, kan fødslen trække ud i mange timer. Hos scleroseramte bør man gribe ind med det samme, for flere timers ekstra veer kan være meget mere belastende end hos raske kvinder.

Smertelindring: Scleroseramte bør have effektiv smertelindring fra starten af fødslen og helt til barnet er født. Noget af det mest udtrættende i fødslen er at arbejde med de smerter veerne giver. Smerterne bliver meget stærke op imod selve fødselstidspunktet og kommer med kortere og kortere pauser. Man får sværere og sværere ved at hvile mellem veerne, og bliver nemt udmattet.

Hos raske prøver man flere forskellige typer smertelindring, afhængig af veernes styrke, så man starter med den mindst virksomme smertelindring med færrest bivirkninger i starten af fødslen og bevæger sig gradvist op i stærkere og stærkere smertelindring eftrehånden som smerterne tager til.

Man accepterer ofte at der er en vis smerte forbundet med at føde og er ofte lidt tilbageholdende med den stærkeste smertelindring, nemlig rygmarvsblokaden (også kaldet epidural-blokaden), fordi det er den med flest bivirkninger, som for eksempel vesvækkelse, problemer med at tisse, hovedpine og nogen gange feber.

Men hos scleroseramte er der grund til at sige, at de bør have denne form for smertelindring meget tidligt i forløbet, for med en godt virkende rygmarvsblokade, kan man hvile og endda nogen gange sove undervejs i forløbet. Nogle narkose-læger er bange for at anlægge en rygmarvsblokade på scleroseramte, fordi man i gamle dage troede det var mere farligt for scleroseramte at få bedøvelse ind tæt på rygmarven. Ny forskning viser heldigvis at det ikke er farligt, hvorfor scleroseramte derfor sagtens kan få den form for smertelindring.

Sugekop: Det tager ca 1 time for førstegangsfødende at presse barnet ud sidst i fødslen. Presseperioden er hårdt arbejde for kvinden, fordi hun skal presse med al sin kraft i et minuts tid og kun får 1 minuts pause før hun skal presse igen. 1 time på denne måde er meget hårdt, selv for raske kvinder. Nogen kan pressse barnet ud hurtigere end 1 time, det varierer fra kvinde til kvinde.

Hos scleroseramte er det vigtigt også at tænke på at gøre presseperioden mindre udtrættende. Det kan man gøre ved at lægge en sugekop på barnets hovede og trække nænsomt, og på denne måde hjælpe kvinden med at presse barnet ud hurtigere.

Det er ikke uden bivirkninger, som kan være blodansamlinger under huden på barnets hovede og større bristninger af kvindens mellemkød, så man skal kun gøre det hvis det er nødvendigt. Man kan starte med at lade kvinden presse selv og se hvor hurtigt eller langsomt det går. Hos scleroseramte kan man lægge en sugekop, hvis det går langsomt, for fordelene ved sugekop (mindre udtrætning og derfor en bedre amme-opstart og en bedre kontakt til barnet fra starten af) opvejer ulemperne i form af de nævnte bivirkninger.

Efter fødslen er det vigtigt, at scleroseramte får lov til at hvile og sove så meget som muligt. Derfor kan det anbefales at hun får en enestue på barselsgangen, hvor der ikke er andre mødre med deres børn, der hele tiden vækker hinanden med barnegråd. Man giver også epilepsi-ramte enestue, og hos scleroseramte er det lige så vigtigt. Det er vigtigt at man som scleroseramt har en person medindlagt hos sig (det kan være faren, men kan lige så godt være barnets bedstemor eller en god veninde). På den måde er der nogen til at passe barnet mellem amningerne, så man kan få sovet. Hvis der ikke er for travlt, kan personalet nogen gange også passe barnet i nogle timer.

Du kan finde den fulde udgave af anbefalingerne på linket: http://www.ki.au.dk/afdy/logistics/sandbjergmoeder/sandbjerg2007/multipelsclerose. Print eventuelt anbefalingerne ud og giv dem til din jordemoder/fødselslæge. Det er ikke sikkert at de er klar over, at der findes anbefalinger på netop dette område, men de kender med garanti begge til de landsdækkende fødselslæge-konferencer, der kaldes Sandbjerg-møderne.

Lad mig til sidst sige, at jeg er rigtig ked af at høre at din kæreste er flyttet. Livet som nybagt mor kan være meget hårdt og man har slet ikke samme mulighed for at hvile og sove som man plejer. Disse sidste par måneder inden fødslen kan du bruge på at finde nogle allierede, som kan aflaste dig. Bed om muligt din mor om at flytte ind i de første par måneder, så du har en til at hjælpe dig. Træk på veninderne, hvis din mor vil have et par baby-fri-dage - mange veninder vil synes det er hyggeligt at være på weekend og hjælpe med at passe baby. Kontakt også en socialrådgiver i din kommune, så du kan få klarlagt hvilken eventuel hjælp og støtte du kan få herfra.

Mange mænd kan gå i panik over vægten af ansvaret han vil få, når der kommer et barn. Mænd føler ofte at ansvaret for familiens velbefindende og økonomi er deres alene og det kan være overvældende. Samtidigt er kravene i dag meget høje til mænd om også at deltage i pasning af barnet og de praktiske ting i hjemmet, hvilket øger yderligere til følelsen af ansvar og panik. Når moderen til barnet så har sclerose og får brug for hans hjælp i meget højere grad end hos raske, kan det slå klik.

Mænd reagerer forskelligt på denne følelse af ansvar og panik - nogle går i byen med vennerne hele tiden i slutningen af graviditeten, nogle bliver lidt deprimerede og trækker sig ind i sig selv, nogle laver sidespring og nogle vælger at flytte.

Hvis du kan finde det i dig selv, kan det nogen gange hjælpe hvis man taler med ham og på en ikke-truende måde udtrykker forståelse for hans situation og planlægger hvordan han rent konkret kan hjælpe og hvordan/hvornår han også kan få tid for sig selv. Det er nogen gange det der skal til, for at han tør vende tilbage til forholdet og til rollen som far.

Skrevet d. 22 november 2009