Overvejelser omkring barn nummer 2
d. 12 juli 2010

Jeg er den lykkelige mor til en lille dreng på 5½ måned. Jeg har ikke været i behandling (Rebif) siden 2008 grundet ønske om og siden graviditet med efterfølgende amning.

Min mand og jeg vil gerne give vores søn en lillebror/lillesøster, men min gynækolog stiller sig lidt tvivlende overfor vores ønske. Derfor spørger jeg nu dig: Er det uklogt at have to graviditeter så tæt på hinanden, når man lider af sclerose?

Det skal siges, at jeg altid har været mildt ramt - også de sidste 2½ år, hvor jeg ikke har været i behandling, har mit sygdomsforløb været mildt. Sygdommen viser sig kun i form af føleforstyrrelser.

Tillykke med jeres dejlige lille dreng.

Hvor langt der skal være mellem børnene, kan betragtes på flere måder: Den fysiske og den psykiske, og så er der også lige forsigtighedsprincippet, som mange fagpersoner holder sig til.

Forsigtighedsprincippet er ofte en god ting indenfor lægevidenskaben. Det, ikke bare at kaste sig ud i alle mulige ting, men at vente lidt og se hvad effekten er af det ene er, før man iværksætter noget nyt. I dit tilfælde handler det måske om, at gynækologen vil se hvad der sker med din krop her efter jeres søns fødsel - og se det godt an, før man kaster sig ud i en ny graviditet.

Der er ingen videnskabelig basis for forsigtighedsprincippet, nogen gange er det en rigtig god ide at være forsigtig, og nogen gange er det ligegyldigt. Jeg ved ikke hvad din gynækolog specielt tænker på i forhold til en ny graviditet, men jeg er ikke sikker på at forsigtighedsprincippet er passende i dit tilfælde.

Som du nok ved, sker der en neddæmpning af sclerosen under graviditet, men en opblussen de første 3-6 måneder efter. At din sygdom har været i relativ ro uden behandling under graviditeten, kan derfor ikke undre nogen. Men at den uden behandling både har været i ro et godt års tid inden du blev gravid, og især at den har været i ro dette første halve år efter fødslen, er jo virkelig gode tegn.

Med sclerose er der jo aldrig garantier, men jeg ville sige at det tyder på at din krop og din sygdom magter graviditeter rimelig godt.

Men, det er jo ikke kun et spørgsmål, om din krop kan gennemgå en graviditet. Du skal jo også mentalt kunne holde til at få 2 små børn i huset samtidigt, og det er akilleshælen for de fleste scleroseramte.

Nu ved du jo nogenlunde hvad det kræver at tage sig af en baby op til ½ år, dog med det i baghovedet at babyer er meget forskellige; nogle er mere krævende end andre, for eksempel på grund af kolik.

Du skal også vide, at det første halve år af en babys liv i mange tilfælde er de nemmeste. Det er helt sikkert hårdt at skulle op og amme om natten osv., men når en baby vokser, får den flere og flere mere komplicerede behov, som forældrene skal dække.

Dels er der det rent praktiske, hvor en baby der kravler/går meget hurtigt kommer vidt omkring, så fra ens baby begynder at kunne bevæge sig selv, bliver der ikke mange hyggestunder i sofaen for en selv. Stort set al babyens vågne tid går med at man farer rundt og forhindrer den i at kravle op i reolen, eller gå balancegang på lænestolens armlæn osv.

Derudover sover babyer mindre og mindre om dagen, efterhånden som de bliver større, hvilket efterlader dig med færre og færre pauser.

Sidst men ikke mindst skal man i højere og højere grad forholde sig til barnets voksende komplicerede følelsesmæssige og intelligensmæssige behov. Det næste halve år mærker du måske nok at det kun drejer sig om, at du skal synge noget mere eller læse for ham, for at holde ham "mæt". Men om et halvt års tid mere, skal han til at lære for alvor, at han ikke altid kan få sin vilje, og du skal for eksempel lære ham, hvad han gør med sin skuffelse over, at han ikke kan få jordbær i sin kartoffelmos osv.

Om et halvt år mere skal du lære ham sociale regler, for eksempel at man ikke må bide andre mennesker i knæet eller spytte dem i hovedet. Om endnu et halvt år mere handler det om hans voksende vilje og alt det han vil selv, men ikke kan. Det er så svært, når man gerne vil skrælle kartofler, men bare ikke kan, lige meget hvor hårdt man prøver, og frustrationen kommer forældrene til at mærke!

Og om et halvt år mere, sætter selvstændighedsalderen for alvor ind, og så står du med en "Hr.-modsat", der ikke vil i bad, ikke vil ud af badet, ikke vil have tøj på, ikke vil have det dynebetræk på, ikke vil have den farve sut osv. osv.

Så lad os sige du bliver gravid om et halvt år (det lykkedes jo sjældent i første forsøg), så står du med en nyfødt, når jeres søn er knapt 2 år, hvor han ikke kan forstå at der er andre behov end hans egne, og har meget svært ved at forstå hvorfor mor hele tiden skal have den baby liggende ved brystet.

Fordi man har 2 børn, som kun tænker på deres egne behov, kan man blive utrolig splittet og føle, at hver gang man tager sig af den ene, negligerer man den anden. Den utilstrækkelighedsfølelse kan blive drivkraft til, at man løber spidsrod fra barn til barn, og kører sig selv helt ned i forsøget på at holde begge tilfredse.

Du kan prøve at læse lidt om pseudotvillinger (det hedder det, når der er mindre end 1½-2 år mellem børnene), prøv for eksempel at google ordet "pseudotvillinger".

Det er hårdt for alle, at få 2 børn så tæt. For scleroseramte er det jo så bare ekstra hårdt. Det er derfor de fleste som regel venter 4 år før de får den næste, for at stå med en baby og en 4-årig er væsentlig lettere.

Når det så er sagt, er der nogle der foretrækker at få dem tæt, fordi de vil have natteroderiet overstået i én omgang, eller fordi de synes det er sjovt. Tag ikke fejl - de synes også det er hårdt, men de kommer jo alligevel igennem det. Men tænk over det - der er mange interesseparter i din beslutning.

Prøv at forestille dig, hvad jeres søn ville synes om det, hvis man kunne spørge ham. Prøv at forestille dig, hvad den nye baby ville mene. Og vigtigst af alt: Hvad mener du og din mand? I er det team, der skal bære det hele, så det skal man være klar til. Og tænk så til sidst over, hvilke af svigerfamilierne eller vennerne, der kunne hjælpe, når det ind imellem brænder på - for det gør det.

Så for at opsummere: Jeg er ikke så bange for om din krop kan klare det. Selvom der aldrig er garantier med sclerose, så har den jo klaret det ganske flot med jeres søn. Jeg er heller ikke sikker på, om man i dit tilfælde behøver at være så forsigtig, og gå med livrem og seler (medmindre din gynækolog ved noget, som jeg ikke ved).

Til gengæld tror jeg det er vigtigt, at du og I tænker jer grundigt om, for 2 små børn kræver rigtig meget energi, selv af raske. Men hvis I er sikre på, at I kan overkomme det, og at det er det I vil, så ønsker jeg held og lykke med det.

Skrevet d. 12 juli 2010