Overvægt og sklreose
d. 17 april 2010

Jeg er sygeplejestuderende og er i øjeblikket i praktik på en neurologisk afdeling, hvor der kommer patienter med sclerose.

I forbindelse med min eksamen, har jeg har fundet en artikel om at overvægtige teenagepiger har dobbelt så stor risiko for at få sclerose, som andre teenagepiger. Jeg synes det kunne være meget spændende med lidt mere information omkring dette, hvorfor jeg gerne vil høre om det er noget I kender til?

Jeg har ikke kunne finde yderligere belæg for dette.

Her er linket til den artikel det drejer sig om: http://videnskab.dk/content/dk/krop_sundhed/teenage-fedme_oger_risikoen_for_sklerose.

Det er rigtigt, at der er en enkelt undersøgelse, der har kunnet påvise en øget skleroserisiko blandt kvinder, der har været overvægtige i 20-års alderen. Undersøgelsen er baseret på et stort antal amerikanske sygeplejersker, det vil sige helt overvejende kvinder.

Overvægt i 5-10 års alderen og senere i livet var ikke forbundet med øget skleroserisiko, og det var kun kvinder med udtalt overvægt (et body mass index/BMI over 30), der havde klart øget risiko.

Årsagen til den påviste risikoøgning er usikker, ligesom det er svært at forklare, hvorfor det netop skulle være overvægt i 20-års alderen, der skulle øge skleroserisikoen.

Man må derfor sige til spørgsmålet, at det endnu ikke er endeligt afklaret i hvlken grad overvægt er en reel risikofaktor for at udvikle sklerose, idet resultaterne fra en enkeltstående undersøgelse ikke giver grundlag for en sikker konklusion.

Skrevet d. 17 april 2010