Optræning efter attak, der ramte følesansen
d. 22 november 2009

Jeg er ved at komme ud på den anden side af et attak, der gav mig svimmelhed og føleforstyrrelser i hele højre side af kroppen (fra fod op gennem benet, højre side af maven, under brystet helt op til skulderen samt arm og hånd).

Jeg kan mærke, at jeg, under og også nu efter attakket, har kompenseret meget med venstre side af kroppen. Dette har resulteret i, at jeg nu er blevet lidt . Min venstre skulder sidder højere oppe end min højre, når jeg ser mig i spejlet forfra, og jeg kan mærke, at kræfterne i højre side ikke balancerer dem i venstre. Jeg har ikke haft mærkbart nedsat muskelkraft under attakket, men har haft svært ved at gå, på grund af svimmelhed, træthed og styringsproblemer i højre ben.

Mit første spørgsmål går på, hvad du vil anbefale som genoptræning? Jeg er stadig meget let at udtrætte. Særligt kommer det til at spænde og give føleforstyrrelser hen over solar plexsus og under højre bryst, hvis jeg laver for meget.

Mit andet spørgsmål går på, at jeg er bange for at gå for hurtigt frem og derved "provokere" kroppen for tidligt. Skal jeg reelt være bange for det?

Du skal arbejde med at styrke den centrale del af kroppen først, det vil sige mave og ryg, så denne del kan være med til at stabilisere højre arm og ben.

Dernæst vil jeg anbefale, at du laver øvelser der involverer begge sider af kroppen og som arbejder med symmetrien. Det vil sige øvelser, hvor du arbejder med begge arme/ben samtidig eller øvelser hvor du arbejder med højre arm samt venstre ben og derefter det modsatte, diagonalt.

Du må meget gerne træne på en af de store bolde og gerne foran et spejl - så kan du, visuelt, korrigere eventuelle skævheder.

Træn i korte sekvenser med mange små pauser, for at undgå udtrætning og overkompensering.

Jeg synes, du skal have hjælp til det via en fysioterapeut. Så hvis du ikke allerede går til vederlagsfri fysioterapi, vil det sikkert være godt. Der skal jo også løbende justeres, i forhold til at du får det bedre, hvilket du kan få hjælp til via din fysioterapeut.

I forhold til dine føleforstyrrelser, bør du også arbejde med at strække dine nerver let.

I forhold til om du kan gå for hurtigt frem og provokere kroppen, så tror jeg det ikke. Det vigtigste er, at du er koncentreret og når du fornemmer/ser at du begynder at blive træt og ikke kan udføre øvelsen rigtigt, så hold en pause. Tænk kvalitet i bevægelsen.

I din hverdag er der også megen træning i at udføre almindelige gøremål, så som at skrælle grøntsager, vaske op, gå tur o.s.v. Forsøg at udføre bevægelserne så rigtigt som muligt, selv om det er tidskrævende og selv om din tålmodighed bliver sat på en gevaldig prøve.

Held og lykke med det.

Skrevet d. 22 november 2009