Optimal tarmflora
d. 24 august 2017

Jeg er en fyr på 35 og har haft sclerose i 15 år. Der har været meget debat om, at mave/tarmsystemet måske har en stor indvirkning på vores sundhed og helbred, og måske er med ansvarlig for visse sygedomme. Mit spørgsmål er hvordan man bedst retter op på sin tarmflora, hvis den er helt ude af balance efter for eksempel en længere antibiotikabehandling, eller man bare generelt gerne vil have en optimal tarmflora?

Jeg havde for mange år siden stafylokokker i det ene ben, og fik derfor en længere antibiotikabehandling. Der fik jeg at vide, at min mave og tarme godt kunne komme lidt ud af balance, og blev derfor anbefalet at drikke noget, der vist nok hed Probiotika Classic 10, og det synes jeg egentlig virkede fint.

Nu synes jeg egentlig gerne, jeg vil prøve at se, om jeg kan rette lige om på det igen, da jeg synes min mave igen er ude af balance, og det på en måde påvirker min sygdom negativ. Hvad vil I anbefale, man gør for at få så optimal tarmflora som muligt? Skal jeg prøve igen med Probiotika Classic 10 eller noget andet? Kunne være dejligt, hvis jeg kunne få lidt mere styr på maven, og det kan hjælpe lidt på sygdommen også.

I takt med vores viden om tarmbakterier vokser, står det ganske rigtigt klart, at deres indvirkning på vores sundhed er langt større end, hvad vi længe har troet. Der er nu en lang række sygdomme inklusiv MS, hvor vi kan se, at der er en muligt sammenhæng med visse tarmbakterierne. Det vi ved på nuværende tidspunkt er, at MS-patienter ser ud til at have flere bakterier, som fremmer inflammation end baggrunds-befolkningen. Om dette, er en af årsagerne til at MS opstår, eller om en ændring af ens bakterieflora, kan have en gavnlig indvirkning på sygdommen, har vi desværre endnu ikke endelig svar på. 

Behandling med antibiotika kan have en stor indvirkning på ens tarmflora. Virkningen er dog sjældent langvarig, da det som for alvor betyder noget, når det kommer til tarmfloraen er ens kost. De forskellige tarmbakterier lever af forskellige energikilder, og fælles for alle de bakterier - som vi ønsker at fremme - er at deres foretrukne energikilde er kostfibre. De bakterier som er forbundet med inflammation har derimod fedt og protein, som deres foretrukne energikilde. Den bedste måde at fremme de gode bakterier på, er derfor et stort indtag af kostfibre, som kommer fra fuldkorn, bælgfrugter, nødder og frugt og grønt. Dernæst bør man begrænse sit indtag af fed mad og animalske produkter, som ofte er rige på fedt og protein uden at indeholde kostfibre.

At tage probiotika - som du gjorde efter en antibiotikakur - kan være gavnligt, da det med stor sandsynlighed gør at tarmfloraen hurtigere normaliserer sig. Generelt set er der dog meget lidt forskning, der tyder på, at det gør nogen nævneværdig gavn at tage et dagligt tilskud med probiotika. Det er derfor ikke et tilskud, jeg vil anbefale.

Hvis man gerne vil gøre lidt ekstra for at fostre en sund tarmflora, så vil jeg hellere anbefale, at man forsøger at få flere præbiotika i sin kost. Præbiotika er en speciel slags kostfibre, som særligt de inflammation dæmpende bakterier er glade for. De bedste kilder til præbiotika er artiskokker, porrer, løg og hvidløg.
 

Skrevet d. 24 august 2017