Opskrift på hasselnøddesmør vs. ønskværdigt sukkerindtag
d. 22 november 2009

I den nye "Kogebog til Laura" er der en opskrift på noget hasselnøddesmør bestående af let-ristede hasselnødder blendet med honning. Mit spørgsmål lyder: Hvordan hænger det sammen med principperne for sclerosekost, hvor man skal mindske indtaget af sukker? Hvornår kan man spise dette hasselnøddesmør og hvor meget er fornuftigt?



Jeg kan desuden se, at der også er brugt sukker i flere af Markus Grigo’s desserter. Hvordan fortolker du kostreglen: "Reducer så vidt muligt sukker"?

Det vigtigste ved sclerosekosten, er at være konsekvent med fedtstofferne. Sukkerindtaget kan dog også have betydning, hvis:

1. Sukker indtages i produkter, der indeholder usunde fedtstoffer. Dette er ofte tilfælde, især ved industrielt fremstillede produkter. Hasselnødder derimod, indeholder sunde fedtstoffer. De skal dog helst ikke ristes for kraftigt.

2. Sukkerrige snacks erstatter vitaminrige måltider med frugt og grønt. Især for mennesker med sclerose, der i forvejen er småspisende, kan det medføre mangel på vigtige vitaminer.

3. Sukker indtages i støre mængder af gangen, uden at der samtidig indtages en måltid. Når der indtages sukker i større mængder stiger blodsukkeret pludseligt, og kroppen reagerer ved at producere masser af insulin - derved sænkes blodsukkeret.

Sukker alene leverer dog kun sukker til blodet i en ganke kort periode, mens insulinvirkningen holder længe. Derfor falder bodsukkeret for meget og vi bliver sukkersultne igen. Hvis vi så spiser noget sødt igen, begynder mekanismen forfra - på den måde får vi meget svingende blodsukker og insulinniveauer i kroppen.

Svingende blodsukker kan øge træthed, svingende insulin kan forværre betændelsen.

For at undgå dette, skal sukkerindtaget reduceres til et fornuftigt niveau, men ikke på samme måde som eksempelvis ved sukkersyge. En tommelfingerregel når man spiser søde sager, er at disse helst skal være hjemmelavede, og bør kun indtages i begrænsede mænger.

For at svare på hvornår, og hvor meget, men bør spise hasselnøddesmøret, er mit svar: Som dessert, eller sammen med fuldkornsprodukter eller med proteinrige fødevarer, såsom yoghurt. Derved holdes et jævnt blodsukkerniveau.



Gunda R. Jensen, læge og medicinjournalist

Skrevet d. 22 november 2009