Gå til hovedindhold

Opsigelse af hjælper

Spørgsmål

Jeg vil gerne vide hvilke krav der er til et opsigelsesbrev?

Grunden til at jeg spørger, er at jeg har hjulpet min far med at fyre en af hans hjælpere. I den forbindelse har vi holdt tjenstlig samtale, hvor der skriftligt blev fremlagt 5, mere eller mindre, konkrete problemstillinger. 3 uger herefter holdt vi et opfølgningsmøde, hvor vedkommende blev mundtlig fyret fra dags dato. Hjælperen får løn til og med 1. november.

Nu er det så jeg spørger: Han har vel krav på en skriftlig opsigelse, men er der nogle ting jeg skal være særlig opmærksom på i den forbindelse? Har du eventuelt en skabelon jeg kan gå ud fra?

Svar

 

Jeg kan forstå, at din far er bevilget Borgerstyret Personlig Assistance enten efter § 95 eller § 96 i serviceloven. Jeg forstår også, at din far er arbejdsgiver for sine hjælpere og går derfor ud fra, at der er udarbejdet et ansættelsesbevis, hvor forhold omkring jobbet - herunder også opsigelsesvarsel fremgår. Her fremgår formentlig også, hvorvidt hjælperen skal møde på arbejde i opsigelsesperioden.

En opsigelse skal foreligge skriftlig med henvisning til overenskomst/varsel, skal være dateret og underskrevet af arbejdsgiver. Begrundelsen skal være reel. Opsigelsen kan enten udleveres med kvittering eller eventuel sendes anbefalet.

 

Jeg vil lige understrege, at jeg ved denne besvarelse ikke kan gå ind i, hvorvidt fyringen er efter gældende regler. Arbejdsgiveransvaret påhviler din far. Hvis fyringen af medarbejderen medfører ekstraomkostninger, for eksempel hvis der er behov for ekstra hjælper ved hjælperens udeblivelse, skal dette aftales med kommunen.

Servicestyrelsen har udbudt kurser i arbejdsgiver/arbejdslederforpligtelser. Disse kan ses på Servicestyrelsens hjemmeside.

Fra 1.1.2009 har det været muligt at overlade arbejdsgiveransvaret til andre. Kommunen er forpligtet til at orientere om dette.