Opløsning af samejet hus
d. 21 september 2010

Jeg er kommet i en dårlig situation. For næsten et år siden flytter jeg fra min kæreste.

Eks-kæresten og jeg købte for næsten 3 år siden et hus i fællesskab og fik lavet testamente - kun på huset - så evt. arv ville tilfalde den anden.
Samtidigt fik vi et lån hos kommunen som fastfryser ejedomsskatten - fordi jeg er førtidspensionist p.g.a. MS.

Situationen er i dag at jeg gerne vil fri af det hus, jeg ønsker ikke at være medejer mere. 
Jeg har flere gange rykket min eks-kæreste for at få ordnet huspapirerne, så han bliver ene-ejer.
Der sker intet, og i mens vokser lånet hos kommunen. 

Hvilke muligheder har jeg for at komme fri?

Kan jeg kræve at han betaler mig ud, eller skal vi dele udgifterne?
Kan han forlange at jeg alene skal betale for det lån hos kommunen, fordi jeg alene hæfter for det, til trods for at det går ind under fælles udgifter til huset?
Kan jeg få friproces når jeg ikke økonomisk har andet end førtidspensionen?

Jeg går ikke ud fra, at du og din ekskæreste oprettede en samejeoverenskomst, da I købte huset. 
Hvis ikke I har oprettet en samejeoverenskomst, der bestemmer andet, skal I som udgangspunkt ligedele de faste udgifter til huset. 
Din ekskæreste skal selv betale forbrugsudgifter, fx el, vand, varme og internet, i perioden fra du fraflyttede huset. Derudover skal han betale en rimelig husleje til dig i perioden. Huslejen skal svare til halvdelen af, hvad markedslejen ville være.  

Hvis I ikke kan blive enige om, at din ekskæreste skal overtage huset, og til hvilken pris han skal overtage det til, og I ikke kan blive enige om at sælge det på normal vis, kan du bede om, at samejet opløses ved en såkaldt "frivillig auktion" ved fogedretten. På auktionen kan I selv byde på ejendommen.  

Med hensyn til lånet hos kommunen hæfter du for det over for kommunen. Du vil dog kunne kræve kompensation af din ekskæreste for halvdelen af lånet, hvis det vedrører ejendomsskatter for jeres fælles ejendom.  

Jeg vil anbefale, at I for en god ordens skyld tilbagekalder jeres testamente ved notaren.  

Er du enlig, kan du få retshjælp eller fri proces, hvis din personlige indkomst med tillæg af eventuel positiv kapitalindkomst/aktieindkomst ikke overstiger 275.000 kr. Hertil lægges 48.000 kr. pr. hjemmeboende barn under 18 år. I 2010 tager man udgangspunkt i din årsopgørelse for 2008 ved beregningen.  

Du bør søge rådgivning ved en advokat, hvis I ikke kan blive enige om en fremgangsmåde i forhold til huset og udgifterne til det, herunder lånet til kommunen.”

Skrevet d. 21 september 2010