Ophør af behandling

Jeg har en mor, som har haft sclerose i mange år. Hun har fået Avonex i nogle år, men for nogle måneder siden blev det stoppet, da de siger, at det ikke hjælper mere, og nu får hun ikke noget. Er det almindeligt? Min mor er blevet dårligere gående, og kommer ikke meget ud. Vi har fået en kørestol, som vi bruger når vi skal ud, og hjemme klarer hun sig med en rollator. Jeg kom bare til at tænke på, om det er rigtigt, at man bare stopper med medicin, og siger at det var det, og nu kan vi ikke gøre mere?

Jeg kan godt forstå din undren over, at man ophører behandlingen i en fase, hvor patienten bliver værre. Sclerose kan have en fase, hvor der er attakker, og den kan efterfølges af en fase med mere gradvis forværring (det kalder man i lægesprog sekundær progression). Medicinen er attakforebyggende, og attakkerne bliver ofte sjældnere med alderen. Den virker ikke på dem, der har mangeårig gradvis progression uden overlejrede attakker, og derfor er det muligt efter lægeligt skøn at ophøre behandlingen.

Man har afprøvet flere af de attakforebyggende præparater til patienter med sekundær progression uden effekt, man arbejder intenst på at afprøve behandlinger til progressiv sclerose, hvilket giver håb.

Får din mor fysioterapi? Ellers er det en mulighed, og efter det du skriver, vurderer jeg, at hun kan få det vederlagsfrit efter henvisning.

Skrevet d. 9 august 2016