Opgørelse af udgifter
d. 8 januar 2010

Jeg har sidste år fået tilkendt en invalidebil, som jeg bruger til og fra arbejde hver dag. Da vi i dag har 2 biler, har det betydet en merudgift på ca. 20.000,- kr om året, for invalidebilen.

Vi har søgt kommunen om en merudgiftsydelse i henhold til Servicelovens §100. Dette har vi fået afslag på, med den begrundelse at meudgiften skal være minimum 6.000,- kr.

Det ser altså ud som om, de ikke tager hensyn til den merudgift på 20.000,- kr., som vi har grundet invalidebilen. Er det normalt? 

Som jeg forstår dit spørgsmål, handler afslag på merudgiftsydelse i henhold til lov om social service § 100 ikke om du hvorvidt tilhører personkredsen eller ej, men kun om beregning af beløbet.

Merudgifter begrundet i den nedsatte funktionsevne kan eksempelvis være udgifter til medicin og befordring, det kan være befordring til behandling (fysioterapi eller lignende), hvor udgiften opgøres i forhold til antal kørte km. Der kan i ganske særlige situationer, efter en konkret vurdering, ydes hjælp til betaling af driftsudgifter (forsikring, service) af egen bil.

Der kan ikke ydes hjælp til betaling af afdrag på bil bevilget efter lov om social service § 114 (handicapbil).

Din kommune skal give dig en skriftlig afgørelse, hvor det, af begrundelsen, skal fremgå, hvilke udgifter, som ikke medtages. Du har endvidere ret til at få kopi af de sagsakter, som er i din sag. Afgørelsen skal også indeholde klagevejledning.

Du skriver, at du bruger bilen til og fra arbejde, hvorfor jeg lige vil lige sikre mig, at du er bekendt med mulighed for ekstra befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9D. Hvis ikke, kan du læse nærmere på Scleroseforeningens hjemmeside: http://scleroseforeningen.dk/Livet-med-sclerose/Transport/Befordringsfra....

Skrevet d. 8 januar 2010