Opfølgning på sygedagpenge
d. 22 november 2009

Jeg har lige fået diagnosen sclerose, og har i den forbindelse en række spørgsmål. Jeg er pt. sygemeldt, og er desuden på sygedagpenge idet jeg går arbejdsløs. Jeg har spurgt lægen på den neurologiske afdeling jeg er tilknyttet samt min egen praktiserende læge, om de mener, jeg er kandidat til fleksjob, et spørgsmål de begge svarer til.

Nu skal jeg til samtale med en socialrådgiver på kommunens jobcenter, og mit spørgsmål er defor: Hvilke foranstaltninger skal jeg tage, og vil det være en fordel og have én med, som der kender til systemet (en som der er "på min side" og som kan hjælpe mig)? Og i så fald: Hvem skal denne person være og hvor kan jeg eventuelt få fat i en sådan person? Jeg er medlem af fagforeningen HK.

Håber du kan hjælper mig da jeg er ret meget i vildrede over alle de nye ting man lige pludselig skal indstille sig på, og alle de spørgsmål man har - man ved dårligt nok, hvor man skal begynde og hvor man skal ende.

Ja, du har ret, der er rigtig mange ting, som du skal forholde dig til.


Det er ikke lægerne, der kan bestemme, hvorvidt du kunne være berettiget til fleksjob. Lægerne skal udtale sig om diagnose, prognose og behandlingsmuligheder.


Den samtale, som du skal til med socialrådgiveren på kommunens jobcenter, opfatter jeg som en opfølgningssamtale, som forvaltningen er forpligtet til efter loven. Jeg går ud fra, at du har udfyldt et såkaldt oplysningsskema og at der formentlig er indhentet nogle lægelige oplysninger.


Ved samtalen skal lægges en plan for det videre forløb, og det er en rigtig god ide at have en anden person med - en såkaldt bisidder. Du skriver, at du er medlem af HK, og det vil være udmærket at kontakte dit faglige forbund for at få en repræsentant med derfra. Du kan eventuelt også tage din ægtefælle med dig. Jeg vil samtidig gøre dig opmærksom på Scleroseforeningens om sociale emner, hvor du blandt andet kan orientere dig om betingelserne for fleksjob m.m.

Du har også mulighed for at kontakte den socialkonsulent i Scleroseforeningen, som er tilknyttet det område, hvor du bor. Du kan finde navn og træffetid på hjemmesiden.

Skrevet d. 22 november 2009