Opblussen af føleforstyrrelser
d. 9 maj 2011

Mit spørgsmål handler om pseudo-attak.
Så vidt jeg forstår, er der kun tale om et pseudo-attak, når man har en eller anden form for infektion eller udsættes for noget, der kan få ens generelle symptomer til at blusse op som f.eks varme?  

Jeg har nu i tre måneder haft en opblussen af føleforstyrrelser overalt i kroppen. De er aldrig konstante noget sted, men vandrer ligesom rundt. Så snurrer det i det ene ben, så i en arm eller hånd, så i det andet ben, så sløres mit syn osv.
Derfor er jeg i tvivl om det skyldes en slags forlængelse af mit allerførste attak, som jeg fik i slutningen af oktober, og hvorefter diagnosen attakvis sclerose blev stillet?
Eller om det skyldes den Medrolkur jeg fik under udrednings indlæggelsen, hvor jeg samtidig fik penicilin for en halsbetændelse, der - meget ubelejligt - dukkede op midt i Medrolbehandlingen.
Det er nemlig som om, at føleforstyrrelserne er blevet meget værre efter dette?  

Jeg har fået at vide, at et attak sagtens kan give sig udslag i føleforstyrrelser alene, og at man dermed regner min form for MS i den milde ende af skalaen. Spørgsmålet er bare, om jeg kan regne med, at mine føleforstyrrelser NU er et nyt attak eller om det er en opblussen af det gamle?   

Et attak er karakteriseret ved neurologiske symptomer, som f.eks. gangbesvær, lammelser eller dobbeltsyn, af mere end 24 timers varighed. Symptomerne opstår typisk gradvist i løbet af få dage eller uger og er til stede i flere uger eller få måneder, hvorefter de langsomt bedres igen.
Symptomerne vil i de fleste tilfælde være betydelige og ikke blot en diskret forværring i nogle symptomer, man i forvejen har haft.  

Som du beskriver det, lyder det som om dine kortvarige og fluktuerende symptomer fra et tidligere attak, ikke er tegn på et nyt attak. Mennesker med sklerose kan opleve perioder, hvor symptomer man tidligere har haft, viser sig igen, uden at det nødvendigvis er tegn på aktivitet i sygdommen. En af årsagerne kan være varme.
Varme spiller ofte en afgørende rolle for mennesker med skleroses velbefindende, hvor symptomer kan forværres når kropstemperaturen stiger. Det er hyppigt feber i forbindelse med infektionssygdomme, der medfører betydelig funktionsnedsættelse, men også ophold i stærk sol eller varme bade kan være udløsende.
Stress nævnes også som en faktor, der kan forværre MS symptomer forbigående.  

Forværring i sklerosesymptomer, der skyldes andet end egentlig sklerose-sygdomsaktivitet, kaldes ofte et pseudo-attak, og udløses primært af infektioner og feber.

Skrevet d. 9 maj 2011