Omskolingsmuligheder for førtidspensionister
d. 22 november 2009

Jeg er uddannet fra Designskolen Kolding i 1996, og har siden arbejdet som selvstændig kunsthåndværker. I forbindelse med sclerosen fik jeg tilkendt mellemste førtidspension efter den gamle ordning, som en slags erstatning for flexjob, der på daværende tidspunkt ikke kunne gives til selvstændige.

Jeg har nu opdaget, at der bliver udbudt en masteruddannelse i design, som kunne være en rigtig god idé for mig at tage, fordi jeg efterfølgende vil kunne tage overkommelige småjobs som skribent eller underviser.

Udannelsen er en deltidsuddannelse, som typisk tages ved siden af et andet job, men med sine 15 timer om ugen passer den perfekt med min kapacitet. Imidlertid koster den 100.000 kr. og er ikke SU-berettiget. Det er her mit spørgsmål kommer: Tror du, der findes nogen mulighed for at jeg kan få økonomisk hjælp/støtte til denne uddannelse?

Jeg har også overvejet at søge en ph.d.-stilling på Designskolen (hvilket, i hvert fald hidtil har været muligt for folk med min - praktiske - uddannelse), men det er jo ikke realistisk at jeg kan arbejde fuld tid. Ved du om der er mulighed for flexjob i en ph.d.-stilling?

Du skriver, at du fik tilkendt mellemste førtidspension, som en slags erstatning for fleksjob. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan ordene er faldet i den forbindelse, men tilkendelse af mellemste førtidspension er betinget af en nedsat arbejdsevne på 2/3 ligesom din indtægt ved din selvstændige virksomhed ikke overstiger det dobbelte af grundbeløbet, som er reglerne gældende både før og nu.

Efter 1.7.2008 frakendes førtidspensioner, for personer med tilkendt pension før 1.1.2003, ikke. Pensionen kan efter en konkret vurdering gøres hvilende, såfremt man har en arbejdsindtægt, der vedvarende overstiger det dobbelte af grundbeløbet (p.t. ca. 122.000 kr. årligt). Såfremt pensionen gøres hvilende tilkendes invaliditetsydelse - beløbet svarer stort set til invaliditetsbeløbet, som du får udbetalt tillige med din mellemste førtidspension.

Når du spørger om mulighed for støtte til yderligere uddannelse opfatter jeg det, som spørgsmål om, hvorvidt din kommune vil kunne betale undervisningsudgiften.

Principielt er der ikke noget til hinder for, at en kommune kan yde hjælp til revalidering til en person, der modtager førtidspension. Betingelserne er, at ansøgeren har begrænsninger i arbejdsevnen, der skal være en realistisk mulighed for at kunne fastholde/komme tilbage/ind på arbejdsmarkedet og at andre tilbud efter lov om aktiv socialpolitik ikke er tilstrækkelige.

Personer, der modtager førtidspension, bevarer som udgangspunkt deres pension, som forsørgelsesgrundlag, og udgifter i forbindelse med revalideringen kan så dækkes særskilt. Hvorvidt din kommune vil finde, at betingelserne er opfyldt i dit tilfælde, kan jeg være tvivlende overfor, da du på nuværende tidspunkt har et indtægtsgivende arbejde sideløbende med din pension. Eventuelt arbejde ved siden af revalidering skal godkendes af kommunen. Om du har mulighed for at søge legat eller lignende til hel- eller delvis betaling af undervisningsudgiften, ved jeg ikke.

Med hensyn til oprettelse af fleksjob forholder det sig sådan, at fleksjob kan oprettes hos private og offentlige arbejdsgivere. Eneste undtagelser er, at der ikke kan oprettes/gives fleksjob og tilskud til selvstændige erhvervsdrivende indenfor kulindustrien omfattet af forordning om statsstøtte til kulindustrien. Der er som sådan ingen begrænsninger for, hvilke type job, der kan oprettes som fleksjob.

Jeg vil dog understrege, at din kommune i første omgang skal finde dig berettiget til fleksjob via arbejdsevnemetoden og der skal også være en arbejdsgiver, som er interesseret.

Det er spændende tanker du gør dig og det vidner om engagement og interesse for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er imidlertid vigtigt, at du helt konkret vurderer dine økonomiske muligheder inden du giver dig i kast med nye udfordringer. Din kommune har den primære rådgivningsforpligtelse.

Skrevet d. 22 november 2009