Ocrelizumab til NMO
d. 1 oktober 2015

Jeg fik konstateret, at jeg havde NMO i 2010. Min sygdom har ikke resulteret i hyppige eller regelmæssige attakker, men sygdommen har resulteret i en jævn og relativt hurtig nedgang i min fysiske formåen. Mon jeg tilhører den persongruppe, der kan få glæde af det nye kommende medicinpræparat Ocrelizumab?

Da der er meget få mennesker, som lider af sygdommen neuromyelitis optica (NMO), er behandling af NMO i store træk baseret på ekspertviden og ikke på resultatet af kliniske undersøgelser, som fx. seneste meget positive resultater af Ocrelizumab mod sclerose (MS). NMO og MS responderer forskelligt på behandling, og derfor kan man ikke umiddelbart overføre behandlingserfaring fra MS til NMO. Ocrelizumab er en såkaldt B-celle (en særlig type af hvide blodceller) behandling og lige præcis ved denne behandlingsform, vil begge sygdomme respondere, uden man dog mere nøjagtigt kan sige, hvor stor effekt, den har på NMO.

Aktuelt behandles NMO med en mild form for kemoterapi, Azathioprin (Imurel), og hvis der ikke er tilstrækkelig effekt på denne behandling, skiftes til en ældre B-celle behandling, som hedder Rituximab (Mabthera). Ocrelizumab er en videreudvikling af Mabthera, og behandlingsprincippet er således velkendt ved NMO. Man har igennem nogle år, også kunnet bruge en tredje B-cellebehandling der hedder Ofatumumab (Arzerra), som ligner Ocrelizumab meget.

Behandling af din NMO vil afhænge af, hvor godt du responderer på de forskellige lægemidler, og det er op til din neurolog, at vurdere om du evt. skal skifte til en anden behandling, herunder Ocrelizumab, der først ventes på markedet om 9-12 måneder.
 

Skrevet d. 1 oktober 2015