Nyt fleksjob - hvad så
d. 18 januar 2015

Jeg har et par spørgsmål vedrørende flexjob. Jeg arbejder i dag i flexjob på 20 timer, 8-12 hver dag - og det har jeg gjort de sidste 5-6 år. Jeg er stadig på den gamle flexjob ordning, hvor jeg får fuld løn, og hvor min arbejdsgiver får 2/3 refunderet af kommunen.

Jeg har nu fået tilbudt en stor chance, mulighed og oplevelse i et midlertidig arbejde et andet sted (og anden kommune). Det midlertidige arbejde vil strække sig over 8-9 måneder, fra januar 2016 - september/oktober 2016. I det her midlertidige arbejde vil der blive udarbejdet en kontrakt (løn osv) på de her 8-9 måneder. Det her midlertidige arbejde har sagt det ikke er noget problem med flexjob - det vil de gerne. Mit nuværende arbejde har ligeledes sagt, at de gerne vil have mig ansat igen, når de her 8-9 måneder er overstået, også i flexjob. Så begge arbejdsplader er indstillet på ansættelse af mig i flexjob, både nu - under - og efter.

Mit helt store spørgsmål er hvordan jeg skal forholde mig i denne situation, hvor jeg er i flexjob i dag på den gamle ordning - skal ud i et andet arbejde i 8-9 månder og herefter vende tilbage til mit nuværende arbejde? Kan jeg tage orlov fra mit nuværende arbejde i de her 8-9 måneder, og så vende tilbage på den samme gamle flexjob ordning? Kan det her midlertidige arbejde på nogen måde kompensere mit nuværende arbejde for mit fravær i de her 8-9 måneder, således at jeg "stadig er ansat" i mit nuværende arbejde på den gamle ordning under hele forløbet? Ja - kan jeg på nogen måde bevare min nuværende flexjob ordning under det her forløb? Eller er den eneste mulighed, at jeg siger mit nuværende job op - bliver ansat i ny flexjob ordning i det her midlertidige arbejde i 8-9 måneder - og herefter vender tilbage til mit nuværende arbejde igen i ny flexjob ordning? I så fald - vil kommunen/kommunerne kræve nye samtaler, test, arbejdsprøvninger osv. i forbindelse med det her midlertidige jobskifte.
Ja, så det er mere hvordan jeg skal forholde mig overfor kommunen/kommunerne og mit flexjob i den her kommende situation - så det er bedst for mig?

Reglerne ved skift af fleksjob efter 1.1.2013 er klart beskrevet på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Der er ikke mulighed for at vende tilbage til nuværende fleksjob på samme vilkår, når du har været ansat i et andet fleksjob i en periode.

Jeg tænker også, at du bør drøfte med din nuværende arbejdsgiver, om han/hun reelt er klar over betingelserne om firmaets aflønning efter reglerne efter 1.1.2013. Du skriver, at du arbejder 20 timer, og det forudsætter jeg er såkaldt "effektiv arbejdstid". Reelt får din arbejdsgiver refusion for mere end 1/3 stilling. Jeg er helt klar over, at refusion ydes i forhold til mindste overenskomstmæssige løn, men der kunne godt være en økonomisk forskel - også for virksomheden.

Hvorvidt Jobcentret vil kræve yderligere vurderinger, vil bero på om der er sket ændringer i din arbejdsevne. Under alle omstændigheder bør du søge vejledning i Jobcentret.
 

Skrevet d. 18 januar 2015