Gå til hovedindhold

Nye pletter på MR scanning

Spørgsmål

Jeg har en søn på 30 år, som har boet og arbejdet 7 år i USA. For ca. 4 år siden fik han MS. Han har skiftet medicin et par gange, men har ikke umiddelbart været hæmmet af sygdommen. Et enkelt mindre attak, hvor kæben hang lidt, i forbindelse med skift af medicin fra Tysabri.

Forleden fik han MR Scanning, og var efterfølgende til møde hos neurologen. Neurologen oplyste, at han havde flere ar end normalt. Jeg er lidt bange for om han bliver for stresset en gang i mellem. Hvad betyder det for hans fremtid, at han har flere ar end normalt? Er der større chancer for at sygdommen forværres med tiden?

Svar

Jeg forstår godt din bekymring. Din søn har haft et forholdsvist fredeligt forløb de første 4 år, og det peger på et relativt gunstigt forløb, men der må have været nogen sygdomsaktivitet, siden han er tilbudt Tysabribehandling. Det er en af de mest effektive behandlinger.

Hvad er mere end normalt antal? Din søn kan vel som i Danmark anmode om journalindsigt og kopi af MR svaret? Det kan sammenlignes med den forrige MR scanning, hvor meget der er nytilkomment og hvor mange pletter der var i forvejen. Det er tegn på bedst effekt af medicinsk behandling, hvis der ingen eller få nye pletter tilkommer, men det er en del af sygdommes spontanforløb at antallet af pletter øges med tiden. Jeg er godt klar over at svaret ikke er helt konkret, men antallet af pletter korrelerer kun delvist til en patients tilstand og forløb.