Nye forsikringer og helbredsoplysninger
d. 29 oktober 2013

Jeg har haft synsnervebetændelse og er i den forbindelse blevet MR skannet, hvor der er fundet 8 lesioner (typiske steder for sklerose) og 2 aktive (det ene på synsnerven på venstre øje og det andet svagt på hjernestammen). Jeg har nu 3 måneder efter fået foretaget en ny MR skanning, hvor der ikke længere er aktive attakker, og der er heller ikke kommet nyt til.

Konklusionen fra skleroselægen er derfor, at hvis jeg har sklerose, så udvikler den sig langsomt eller så får jeg ikke flere attakker. Nu står jeg så her uden en diagnose, men en i forsikringsøjemed forøget risiko for at udvikle sklerose. Hvordan forholder jeg mig til det? Er jeg stavnsbundet til mit nuværende forsikringsselskab, og kan jeg ændre på forsikringsvilkårene? Er det overhovedet muligt at tegne en ny forsikring, f.eks. en livsforsikring eller en mod mistet erhvervsevne?

Da jeg ikke er læge, er det umuligt for mig at vurdere, om du i fremtiden vil kunne blive godkendt til eks. at tegne en livsforsikring. Du skal ved tegne af en sygdoms- eller dødsfaldsforsikring aflevere de krævede helbredsoplysninger, og på baggrund af disse oplysninger vil der blive taget stilling til, på hvilke vilkår forsikringen kan tegnes.

Normalt er det sådan, at hvis du forsøger at etablere en privattegnet dækning, vil kravet til afgivelse af helbredsoplysninger være større, end hvis ordningen tegnes gennem eks. en firmapension. For sidst nævnte i en mellemstor virksomhed, vil der typisk kun skulle svares på, om man er sygemeldt eller har søgt/modtaget førtidspension eller andre offentlige ydelser ved sygdom. Ud fra dette lyder det til du fortsat vil kunne skifte leverandør, hvis det sker i forbindelse med eks. et jobskifte.

Skrevet d. 29 oktober 2013