Gå til hovedindhold

Nye 1. valgs behandlinger

Spørgsmål

Jeg er blevet udredt for sclerose i 2009. Jeg havde mit første attack i 2003. Det næste i 2009. Små forværringer ind i mellem. I 2014 fik jeg atter et attack. Hver gang drejer det sig om højre øje, venstre ben og venstre arm. Ca. 14 dage efter attacket går det en anelse i sig selv igen, men giver til stadighed store problemer med dobbeltsyn - hoppende øje - dropfod og svag arm. Jeg får ingen medicin, men er nu moden til at prøve. Er der kommet en ny medicin på markedet, der kan holde attackerne på afstand? Og hvilke bivirkninger har denne medicin? Skal jeg kontakte min egen læge, eller kontakte scleroseklinikken på hospitalet?

Svar

Hvis du ikke har været i MS behandling før, skal du starte på såkaldt 1. valgs behandling, med mindre helt særlige forhold gør sig gældende. De gamle 1. valgs behandlinger var enten beta-interferon (Avonex, Rebif eller Extavia) eller glatriamer-acetat (Copaxone) og skulle tages som sprøjte. De nye 1. valgs behandlinger er begge lige blevet godkendt og er tabletter: Aubagio og Tecfidera. Ved behandling med Aubagio tages en tablet om dagen, MS attakker reduceres med ca. 1/3, væsentligste bivirkninger er øget håraffald, influenzalignende symptomer, kvalme, diarré, øget infektionsrisiko og forhøjede levertal. Tecfidera tages to gange dagligt, attakker reduceres med ca. 1/2, væsentligste bivirkninger er kvalme, mavesmerter, diarré, rødme, hedeture og forhøjede levertal.

Du skal snakke med din scleroseklinik, om hvilken behandling der er bedst for dig, og det lyder også som om, det er vigtigt for dig at starte behandling, så udviklingen af din sclerose kan blive bremset.