Gå til hovedindhold

Nydiagnosticeret

Spørgsmål

Jeg har, for ganske nylig, fået stillet diagnosen primær progressiv sklerose. Jeg er 39 år og stadig fuldt arbejdsdygtig. Jeg går hos en fysioterapeut hver uge. I forbindelse med min diagnose er der opstået en række spørgsmål, som jeg håber du kan hjælpe mig med at få svar på:

Hvis jeg får problemer med at fungere på arbejdet, hvad gør jeg så?

Jeg har tjekket mine forsikringer og har modtaget udbetaling for Kritisk Sygdom, derudover der er jeg forsikret ved invaliditet. Er der andet jeg skal have styr på i forhold til det økonomiske?

Jeg har fået tildelt en rigtig dygtig neurolog, men har aldrig diskuteret sygdommen med andre i Skleroseklinikken – har jeg krav på det? Det kan være sig socialrådgiver, psykolog m.v.?

Jeg prøver at få et overblik over alt det praktiske samt hvilke rettigheder jeg har, så jeg ikke skal tænke på dette senere i forløbet, hvor overskuddet måske ikke er det samme.

Svar

Jeg forstår, at du fortsat arbejder på normale vilkår og at du er henvist til vederlagsfri fysioterapi.

Hvis du får problemer med dit arbejde vil jeg først henlede din opmærksomhed på mulighed for aftale efter sygedagpengelovens § 56. Reglerne er nærmere beskrevet på foreningens hjemmeside under .

Her kan du også finde regler om fleksjob og andre sociale ydelser.

Det er væsentligt at du har undersøgt hvilke private/arbejdsgiverordninger, som du er berettiget til, hvis der opstår problemer med din arbejdsevne.

Scleroseforeningen har socialrådgivere og psykologer tilknyttet, navne og træffetid finder du også på hjemmesiden. Din kommune er forpligtet til at yde rådgivning og vejledning. Du har også mulighed for at få henvisning fra din læge/speciallæge til psykologsamtaler med tilskud fra sundhedsloven. Det er en betingelse, at psykologen er tilknyttet overenskomsten med regionerne. Egenbetalingen udgør herefter 40% af honoraret og der er mulighed for 12 konsultationer.

Under Rådgivningspanelet findes også mange besvarelser, som eventuelt kan hjælpe dig med afklaring af nogle spørgsmål.

Du har mulighed for at søge ophold på et af Sclerosecentrene i enten Ry eller Haslev. Mulighederne finder du også på Scleroseforeningens hjemmeside, hvor også henvisningsprocedure er beskrevet.