Ny behandling med T20K

Jeg har læst noget om T20K, men kan kun finde materiale på engelsk. Kan du ganske kort fortælle mig, om det er et præparat du tror på, og om det også vil kunne virke på PPMS. 

Det er rigtigt, at man har fundet egenskaber ved molekylet T20K, som kan have effekt ved MS, da stoffet muligvis kan dæmpe den destruktive autoimmune reaktion. Det er dog kun set i MS dyremodeller med mus, og det er desværre kun ganske få lægemidler, der virker på mus, som efterfølgende også viser sig, at have effekt på mennesker. Fremtidige forsøg vil derfor afgøre, om T20K har en rolle i behandligen af MS.

Stoffet virker ved, at reducere en delmængde af de hvide blodceller i kroppen (T-celler), som vi ved har betydning for sygdomsprocesserne ved MS. Det antages dog, at T-cellerne primært har betydning i den akutte attakvise fase af MS og ikke har så stor betydning i den kroniske fase, som ved f.eks. Primær Progressiv MS (PPMS). Umiddelbart vil jeg derfor tro, at T20K vil blive udviklet til behandling af attakvis MS og ikke PPMS.

Skrevet d. 11 maj 2016