Normale undersøgelser 3
d. 18 juni 2010

Der tales meget om dagnosemetodik og gamle og nye vurderingskriterier. I den forbindelse har jeg følgende spørgsmål:

1. Hvad vil være din umiddelbare vurdering, hvis du møder en patient, der beskriver diverse symptomer der er stærkt kompatible med sklerose, men hvor et efterfølgende fuldt udredningsforløb med: A. Lumbalpunktur, B. VEP/SEP, C. MR af CNS viser sig at være helt normale?

2. Har du oplevet en sag, hvor en patient er blevet udredt jf. A, B og C ovenfor - alle med negativt udfald, altså ingen tegn på sclerose - hvor vedkommende senere alligevel er blevet diagnosticeret?

3. Hvor mange procents risiko for sclerose vil du vurdere, der er tilstede hos en patient der er blevet udredt jf. A, B og C ovenfor, alle med negativt udfald, altså med ingen tegn på sclerose?

Hvis man har haft flere tilfælde med karakteristiske sklerosesymptomer, på forskellige tidspunkter og fra forskellige steder på kroppen, opfylder man de klassiske kriterier for at stille diagnosen dissemineret sklerose (DS).

De undersøgelser, man støtter sig til for at underbygge denne diagnose, er sædvanligvis MR-skanning (reviderede diagnostiske kriterier), der er den mest følsomme (ca. 95 procent), samt rygmarvsvæske og neurofysiologiske undersøgelser af nerveledningshastighed i centralnervesystemet (VEP, MEP, SSEP).

Prøverne er principielt uafhængige og sandsynligheden for at bekræfte DS øges derfor ved flere positive test. Såfremt alle undersøgelser er normale, vil det første diagnostiske kriterie (spredning af symptomer i tid og sted) stadig gælde, selvom det i praksis må give anledning til nye diagnostiske overvejelser.

Jeg har ikke selv oplevet en patient der blev diagnosticeret med sclerose, uden at mindst en eller flere af undersøgelserne var karakteristiske for DS.

Skrevet d. 18 juni 2010