Normal spinalvæske ved sklerose
d. 22 november 2009

Jeg er en dame midt i 50'erne, som i marts søgte min læge grundet snurren og prikken i fødder og den ene arm (min læge konstaterede desuden balanceforstyrrlser). Fra min læge blev jeg sendt til en neurolog, som undersøgte mig og derefter sendte mig til blodprøver og MR scanning. Prøverne viste mangel på D vitamin og MR-scanningen viste forandringer i hjernen som kunne tyde på infektion.

Derefter blev jeg sendt videre til en neurologisk afdeling. Her foretog de også en undersøgelse og sendte mig til lumbalpunktur og VEP og SSEP - der foretog man desuden en undersøgelse der hed MEP.

Da jeg var til samtale med lægen sagde hun, at det ikke var MS, da lumbalpunkturen ikke viste noget, men der var nedsat nervehastighed. Hun mente derfor ikke at jeg hørte til hos dem mere, og sagde desuden at pletterne på min hjerne var ganske normalt for en på min alder.

Da jeg over sommeren bliver mere og mere dårligt gående, får kramper i lysken flere gange dagligt og ikke mere kan komme op af trapper, samt oplever føleforstyrrelser i hånden, er jeg noget uforstående for hvad det så kan være, hvis det ikke er MS.

Da jeg søger hjælp får jeg bare besked på at gå noget mere og at begynde at svømme (nok ikke så smart med kramper og svimmelhedsanfald). Jeg er dog sendt til en ny MR-skanning, hvor man tager nakken med denne gang.

Mit spørgsmål er, i den forbindelse, om man kan have MS uden at det viser sig i spinalvæsken?

Diagnostik af sklerose kan være vanskelig, idet det nogle gange kan være vanskeligt at afgøre, om forandringerne på en scanning skyldes sklerose, eller om der kan være tale om almindelige forandringer af den type, der, hos mange, kommer med alderen.

Nerveledningsundersøgelser og rygvæskeundersøgelser kan være til hjælp, men nerveledningsundersøgelserne (VEP, SSEP og MEP) kan godt være normale ved sklerose. Det samme gælder undersøgelse af spinalvæske, som er normal hos 5% af alle med sikker sklerose.

Man kan med andre ord godt have sklerose selvom spinalvæskeundersøgelsen er helt normal.

Skrevet d. 22 november 2009