Niveauet af vitamin D ved mangel
d. 1 januar 2010

Jeg har D-vitaminmangel (45 nmol/l) og er sat i behandling med 2 x Calcichew D dagligt (2 x 5 mikrogram) samt 5ml møllers tran.

Min læge erkender, ikke at vide så meget om vitaminer og den nye forskning, hvorfor jeg nu skriver til dig.

Jeg har haft MS siden 1993 og har været i behandling med Rebif siden 2001.

Hvor meget vitamin D vil I anbefale? Og er der nogen problemer med Rebif i den forbindelse?

Der er jo ikke fuldstændig enighed om hvordan niveauet af D-vitamin skal ligge i blodet, men under 50 nmol/liter mener man dog er for for lidt.

En gruppe forskere, dels fra Danmark og dels fra udlandet, mener at niveauet af vitamin D bør ligge på 80 nmol/liter.

Du får i øjeblikket 20 mikrogram dagligt, hvilket sandsynligvis er i underkanten i en vinterperiode, hvis du samtidig skal øge dit niveau af vitamin D.

Jeg vil umiddelbart foreslå, at du tager i alt ca. 30 mikrogram vitamin D3. Du kan altså øge med yderligere 2 stk Calcichew D. Måske har du aftalt en opfølgning hos egen læge, ellers vil jeg foreslå du får foretaget en ny blodprøve om 3 måneder, for at følge op på dit indtag af vitamin D.

Jeg har ikke kendskab til nogen påvirkning fra Rebif på niveauet af vitamin D.

Jeg har, i mit svar til dig, gået ud fra at du via kosten får kalk og andre mineraler til knoglerne, via for eksempel grønne grønsager, mandler og magre mælkeprodukter.

Skrevet d. 1 januar 2010