Nitrofurantoin i langtidsbehandling
d. 22 november 2009

Ved gentagne blærerbetændelser er det så bedst at strække den profylaktiske behandling med nitrofurantoin, 50 mg, over længere tid? For eksempel 3, 6, 12 måneder, og derefter stoppe helt med nogen form for behandling? Jeg spørger da jeg har erfaret at monotrim ikke virker

mere.

Er det desuden vigtigt at kontrollere blodbilledet, lever- og nyrefunktion efter længervarende behandling med 50 mg nitrofurantoin?

Ved hyppig tilbagevendende blærebetændelse kan lavdosis antibakteriel profylakse med enten nitrofurantoin 50 mg eller trimetoprim 100 mg dagligt (svarer til 1 tablet) nedsætte antallet af symptomgivende urinvejsinfektioner til det halve eller mere. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke er bakterier i urinen uden symptomer. Det er almindeligt at tage tabletten til sengetid, og det er i nogle tilfælde en god ide at skifte mellem de 2 lægemidler for hver 100 tabletter.

Langtidsbehandling er minimum 3 måneder, men der er ingen fast regel for hvor længe man kan/skal fortsætte. Børn kan for eksempel skulle tage profylaksen hele barndommen. Man skal holde sig til kun at tage 1 tablet daglig. Tager man flere tabletter risikerer man at påvirke tarmens bakterieflora og få resistente (modstandsdygtige) bakterier. Kommer der symptomgivende urinvejsinfektion skal man holde pause med profylakse tabletten, mens man får behandling med et andet lægemiddel.

Kvinder kan også have glæde af at tage tranebær, enten som saft (1-2 glas dagligt) eller kapsler (1-2 kapsler 3-4 gange dagligt), og gøre sig umage for at tømme blæren bedst muligt.

Det er ikke almindeligt med rutinemæssig blodprøvekontrol på grund af langtidsbehandling med nitrofurantoin. Bivirkninger er sjældne, men kan i meget sjældne tilfælde være alvorlige.

Skrevet d. 22 november 2009