Nedsat lyst
d. 22 november 2009

Jeg er en ung kvinde på 30 år der har to piger på 7 og 9 år, og en mand som jeg har været sammen med siden jeg var 15. Min mand og jeg har altid har haft et meget godt sexliv sammen, men efter at jeg fik konstateret MS i 2004 er det gået ned ad bakke.

Jeg har mistet lysten mere om mere - tankerne er der, men når det kommer til stykket så har jeg ingen lyst. Når min mand rører ved mig til dagligt, bryder jeg mig ikke om, idet jeg ikke har lysten, men ved det er det han vil. Vi skændes næsten hver aften om det (han kan ikke forstå jeg ikke har lyst). Nogle gange har jeg bare sagt , men der er ikke meget ved at have sex når man ikke har lysten til det.

Jeg har ikke den samme følelse i underlivet som jeg har haft, og når vi har dyrket sex, er der ingen følelse. Det eneste jeg har lyst til er at ligge i ske og ikke andet. Hvad gør jeg?

Som jeg kan forstå det af dit brev, har du mistet lysten til seksuelt samvær med din mand gennem 15 år. Umiddelbart er det jo et fænomen som rigtig mange kvinder møder på et tidspunkt i livet, og gerne når børnene er kommet til, og der iøvrigt er mange ting i livet der fylder.



For at få lysten igen må du og din partner prioritere tid sammen - ikke kun til seksuelt samvær, men samvær generelt. Du beskriver at du holder af at ligge i ske, og det er jo en anden måde at opleve nærhed. I kunne sammen undersøge flere og nye måder at være sammen på, for eksempel kunne I forsøge at afholde Jer fra egentligt samleje i en periode og udforske hinandens kroppe på anden vis.

Som inspiration til dette, kan I søge litteratur på internettet. Der findes utallige bøger om erotisk massage etc., og på biblioteket kan I låne videoserien "Sexlysten og livet", som på fin vis instruerer i en række sensualitetsøvelser.



Hvor meget det fylder, at du ikke helt har samme følelse i underlivet som tidligere, er nok svært at vurdere lige nu, idet jeg tror din manglende lyst også er noget rigtig mange kvinder oplever uden at de har nogen fysisk lidelse.

Endelig er det også muligt at søge egentlig proffessionel rådgivning, enten på en sexologisk klinik, eller hos en privatpraktiserende sexolog. Sidstnævnte kan findes under "Dansk Forening for Klinisk Sexologi".

Skrevet d. 22 november 2009