Gå til hovedindhold

Navlestrengsblod og stamcellebehandling

Spørgsmål

Min mand fik konstateret sclerose for 1 år siden.

Vi venter nu barn nr. 2 til marts, og overvejer, i den forbindelse, at få frosset stamceller ned fra navlestrengen, da der jo er en risiko for arvelighed.

Men kan stamceller overhovedet bruges i forhold til sclerose? Vil vores 1. barn eventuelt også kunne hjælpes af disse stamceller, hvis han udvikler sclerose?

Svar

Blod fra nyfødte har et højt indhold af en særlig type af stamceller, der stammer fra knoglemarven.

Der forskes i disse år meget i udvikling af metoder til anvendelse af forskellige typer af stamceller til sygdomsbehandling. Indtil videre er det usikkert hvilken effekt stamceller har ved sklerosebehandling, og det er et åbent spørgsmål, hvilken rolle stamcellebehandling vil få i fremtiden.

I givet fald vil man ikke nødvendigvis skulle anvende navlestrengsblod, idet der også hos voksne findes stamceller i knoglemarven.

Det er muligt, men ikke sikkert, at navlestrengsblod fra et barn vil kunne anvendes til behandling af søskende. Det afgørende er blandt andet, i hvilken grad de to søskende har forskellige blodtyper og vævstyper.