Naturmidler mod forkølelse og infektioner
d. 6 november 2011

Jeg har nogle spørgsmål vedrørende naturmidler som forebyggelse mod bl.a. forkølelse og andre små infektioner.
Efter at jeg har fået sclerose, lader det til at jeg er blevet meget modtagelig overfor ovennævnte.
Mine MS symptomer blusser kraftigt op, når jeg bliver forkølet, så jeg købte fluks Echinea dråber og urte-pencil kapsler, som jeg fik anbefalet som effektivt middel mod især forkølelse. Da jeg læste indlægssedlen på Echinea stod der, at man ikke må tage det, hvis man har MS.

Urte-pencil kapslerne indeholder også echinea, så nu kan jeg jo ikke tage disse præparater. Et sted på jeres hjemmeside blev det forklaret, at Rød Solhat og Echinea virker inflammationsfremmende, men hvad skal man så gøre for at mindske risikoen for at blive forkølet, eller behandle den så den hurtigere forsvinder?
Vil I overhovedet anbefale natur præparater ved MS?

I besvarede også et spørgsmål vedrørende vitaminpille tilskud. Så vidt jeg ved, er der jern i de fleste vitaminpiller. Jern er heller ikke godt for mennesker med MS, hvorfor?
Jeg spiser en stor håndfuld rosiner (rige på jern) på havregryn hver morgen. Skal jeg undgå dette?
Hvilken vitaminpille anbefaler I, hvis man skal undgå tilskud af jern?
Og er det rigtigt, at det er godt at veksle mellem forskellige vitaminpille præparater, som jeg har hørt?

Der findes rigtig mange bud på kosttilskud, som styrker immunforsvaret. Mange af disse produkter indeholder urter, som har en immunstimulerende effekt. Echinacea/rød solhat, som du nævner, er en af dem, Det anbefales, at undgå de immunstimulerende urter ved autoimmune sygdomme som mutipel sclerose (MS), da immunforsvaret  ikke har brug for den ekstra stimulering, som disse urter kan medføre. De immunstimulerende urter er ikke afprøvet på mennesker med MS i kliniske forsøg, men der formodes, at de kan have en negativ effekt på baggrund af studier, som er foretaget på dyr.  

Det anbefales ikke nødvendigvis at undgå alle former for naturpræparater/kosttilskud, når man har MS, men man bør altid være opmærksom på om indholdsstofferne i et givent kosttilskud kan have negativ indvirkning i forhold til både sin MS, og den medicin, som man evt. tager. Manglende forskning og kendskab til forskellige typer af kosttilskuds indvirkning på MS, medicin mm bevirker, at det ofte kan være svært at rådgive på området.  

Før du overhovedet begynder at indtage kosttilskud, så tænk på helheden. Er der andre ting, som du kan ændre på i forhold til at styrke dit immunforsvar/helbred. Her er kosten selvfølgelig vigtig. Følg kostanbefalingerne på scleroseforeningens hjemmeside. Sørg for at spise varieret, da ensidig kost eller madvaner, hvor den samme fødevare indtages hver dag, kan give grobund for immunreaktioner. Undgå/begræns sukkerindtaget som ligeledes kan nedsætte immunforsvaret.  

Hører du til en af dem, som har fordøjelsesproblemer med fx luftdannelse, træg mave eller skiftevis træg mave og tynd afføring mm, så er der også her en indsats at gøre for at forbedre immunforsvaret. Den største del af immunsystemet er lokaliseret omkring tarmene. I tarmene er det kosten og tarmens mikroflora, som er de vigtigste påvirkninger.
Tilskud af mælkesyrebakterier/probiotika kan være gavnlige, men hvis der er mangel på næringsstoffer, belastninger fra kosten eller overvækst af uønskede mikroorganismer som svamp, parasitter eller sygdomsfremkaldende bakterier, bliver effekten af de gavnlige bakterier mindre.  

Vigtige næringsstoffer i forhold til immunforsvaret er:

Vitaminer: A, C, D, E-vitamin
Mineraler: Zink, selen og jern
Fedtsyrer: Især omega-3 fedtsyrer mangler i dagens kost, og de har stor betydning for immunfunktionen  

Det er ligeledes vigtigt, at du sørger for at få nok søvn. Som voksen ligger det gennemsnitlige søvn-behov på 7 timer plus/minus en time, men nogle har brug for mere og andre mindre. Hvis man sover mindre end ens søvnbehov kan det måles på stressniveauet. Stress hæmmer immunforsvaret. Et stressfuld liv øger ligeledes risikoen for tilbagefald i sin MS.  

Moderat motion stimulerer immunforsvaret, sænker dit stressniveau og får dig til at sove bedre. Motion er forebyggende, hvis du først er blevet syg er hvile og afslapning bedre.  

Det er ganske rigtig, at tilskud med jern ofte frarådes til personer med MS. Baggrunden er, at jern kan fremme inflammationsprocessen, og da inflammatoriske processer spiller en vigtig rolle i sygdomsudviklingen af MS anbefales det at undgå tilskud, som indeholder jern. Der er ligeledes lavet flere studier, hvor man har fundet unormale jernophobninger hos personer med bl.a MS. Det vides dog endnu ikke med sikkerhed, hvilken betydning jern har for sygdomsudviklingen.  

Jern er vigtigt for mange vitale funktioner i kroppen. Bl.a indgår jern i hæmoglobin, så for lidt jern kan medføre blodmangel (anæmi). Jernmangel kan ligeledes føre til, at immunforsvaret ikke fungerer optimalt. Kraftige og langvarige menstruationer, graviditet, ensidige kostvaner mm. kan være nogle af årsagerne til jernmangel. De fleste kan dække deres jernbehov via kosten, hvormed det ikke er nødvendigt at tage tilskud, som indeholder jern.  

Kosten indeholder to slags jern som optages på forskellig vis og i vidt forskellige mængde i kroppen, nemlig hæm-jern (fra hæmoglobin i kød) og ikke hæm-jern ( fra bl.a kornprodukter og grøntsager). Hovedparten af det jern vi indtager består af ikke hæm-jern. Hæm-jern har dog ikke langt dårligere optagelsesevne end ikke ikke-hæm-jern. Kun 2-5 % af kostens ikke-hæm jern optages, hvor det er ca. 20% for hæm-jern.  

Jernabsorptionen vil dermed øges gennem indtagelse af fødevarer med højt indhold af hæm-jern, hvor lever har det højest indhold. Hvis ens jernniveau er for høj, kan det derfor være en fordel at omlægge sit kost, så den bliver mere vegetabilsk og dermed dække en del af sit proteinbehov gennem bønner og linser fremfor gennem kød. Hvis dette ikke er aktuelt, bør personer med MS få dækket sit jernbehov via fjerkræ og fisk frem for gennem svinekød og oksekød.  

Øvrige fødevarer som er rige på jern er: kerner, frø, sojabønner og andre bønner og linser, havre, fuldkornshvede, tørret frugt, persille, grønkål og mange andre grøntsager.  

Det er korrekt, at rosiner, som du nævner har et forholdsvist højt indhold af jern svarende til 2.4 mg pr. 100 gram rosiner. Din havregryn indeholder ca. 3.9 g jern pr. 100 gram havre. Havre og rosiner indeholder begge ikke hæm-jern, hvormed kun en mindre del af det samlet jernindhold optages. Jeg vurderer ikke, at din morgenmad er problematisk i forhold til, at du her får for meget jern. Det skal selvfølgelig vurderes i forhold til, hvad du ellers indtager af jernholdige fødevarer henover dagen. Du kan få undersøgt dine jernniveauer  ved at få målt din blodprocent og dit serum-ferritin niveau hos egen læge.  

Jeg vil dog anbefale, at du varierer din morgenmad noget mere. Du kan evt. nogle morgener udskifte rosinerne med frisk frugt. Fx æble i tern, bær eller ½ banan. Kom gerne lidt nødder ovenpå.  

Du kan lave grød til morgen på andre kornsorter end havre. Fx quinoa (rig på proteiner), boghvede og/eller hirse. Smoothie er også et alternativ.  
Smoothie
1 dl. bær – frisk eller frossen – blendes
½ banan eller anden frugt til at søde med
½-1 dl. nødder
Evt. 1 spsk. koldpresset hørfrøolie
soja/ris/quinoa/mandel/havremælk til konsistensen er som du ønsker
Evt. 1-2 spsk. ris- eller ærteprotein
Evt. kanel
Evt. vaniliepulver
Evt. broccoli eller ½ avocado  

På baggrund af, at din tendens til gentagne forkølelser vil jeg anbefale, at du tager OmniX fra Biosym, som er et lidt stærkere multivitaminmineralpræparat uden jern og K-vitamin. Jeg vil anbefale, at du tager 1 tablet x 2 daglig  henover vinteren, hvor du sikkert er mere generet af forkølelser. Den resterende del af året kan du nøjes med 1 tablet daglig.  

Der findes også andre vitaminmineraltilskud på markedet uden jern bl.a. Spektro uden jern og K-vitamin fra Solary, som har et lavere indhold af de forskellige vitaminer og mineraler end OmniX. Produktet indeholder urter, så man skal selvfølgelig være opmærksom på, om der er nogle af disse urter, som man er følsom overfor.  

Der kan være indholdsstoffer i forskellige vitamin- og mineraltilskud, som man kan  være eller evt. udvikle overfølsomhed overfor. På den baggrund kan det være en god ide, at skifte mellem forskellige produkter ellers er dei ikke noget, som indikerer, at man bør veksle mellem forskellige produkter. Derudover vil valg af produkt afhænge af, hvor høje doseringer, som man har behov for af de enkelte vitaminer og mineraler.  

Derudover skal du være ekstra opmærksom på, at dit D-vitaminniveau ikke bliver for lavt både i forhold til din MS men også i forhold til at undgå infektioner henover vinteren. Du kan læse mere omkring D-vitamin anbefalinger inde på scleroseforeningens hjemmeside.  

Hvis du ikke hører til dem, som spise fede fisk og koldpresset hørfrøolie, vil jeg anbefale, at du tager et tilskud med omega-3 fedtsyrer. Fx 1 tsk. cod liver oil fra Nordic Naturals

Skrevet d. 6 november 2011