Nødvendige udgifter
d. 6 februar 2012

Jeg har for et stykke tid siden været oppe på kommunen og snakke med en socialrådgiver angående merudgifter, jeg havde taget en masse forslag med som vi gennemgik, nu er mit spørgsmål i §100 står der at man også kan få til fritidsaktiviteter, jeg passer hest 3-4 gange om ugen, og det mente hun ikke jeg skulle skrive på, for det var ikke relevant.
Hvis ikke jeg havde sclerose, ville jeg have haft et arbejde med heste, da det var det jeg lavede inden jeg fik diagnosen, og hestene er med til at holde mig igang - har desuden min egen også. 
Når det nu står i paragraffen, hvorfor kan jeg så ikke få det med ind over?

Merudgifter, som kan dækkes efter § 100 skal være nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.  

Du har ret i, at der i vejledningen er nævnt eksempel på mulighed for dækning af nødvendige merudgifter til udgifter til beskæftigelse i fritiden. Det skal som nævnt være nødvendige merudgifter - udgifter, som du ikke ville have haft, hvis du ikke havde haft en funktionsnedsættelse. Som jeg forstår dit spørgsmål havde du også udgiften inden du fik sclerose.  

Du har altid ret til en skriftlig afgørelse med begrundelse.

Skrevet d. 6 februar 2012