Når parforholdet går i stykker
d. 1 juli 2010

Jeg kan efterhånden ikke leve i mig selv længere, jeg føler konstant afmagt overfor min kone og hendes sygdom. Jeg har valgt at give op og forlade hende, men kan ikke leve med det.

Derfor vil jeg gerne høre, om jeg er for egoistisk?

At være pårørende til et menneske med en kronisk sygdom, er en både krævende og udfordrende rolle. Det er ikke kun den person der får sclerose der berøres af sygdommen, men også ægtefællen, børnene og det øvrige netværk.

Du skriver at du føler konstant afmagt overfor din kone og hendes sygdom - og det er rigtig hårdt at leve sammen med et menneske man holder af, som man ikke kan hjælpe til at blive rask. Der stilles store krav til parforholdet når den ene part får en kronisk sygdom, og som sygdommen eventuelt udvikler sig må parforholdet også ændre sig og indstille sig på de forandringer der kommer.

Nogle gange bliver det for svært fortsat at leve sammen – og du skriver at det blev det for dig.

Du spørger i din mail om du er for egoistisk, fordi du har valgt at forlade din kone, og det er meget svært at svare på. Men det lyder som om du har gjort dig rigtig mange overvejelser omkring dit valg, og at du føler meget skyld over at forlade hende. Du beskriver i din mail, at du føler du har svært med at leve med det valg du har truffet. Dit valg kommer nok efter længere tid, hvor du har haft det svært i jeres parforhold, og jeg er sikker på at du har truffet det valg fordi det blev nødvendigt for dig.

Jeg synes det kunne være en god ide for dig eventuelt at have nogle samtaler med en af psykologerne her i foreningen. Nogle gange kan det være en rigtig god ide at få talt om de mange svære tanker og følelser vi bærer rundt på i forhold til os selv og vores nærmeste.

Vi har psykologer rundt omkring i landet, og man kan ringe ind til foreningen i Valby dagligt i telefontiden mellem 11-12 på telefon 36463646, hvor der sidder en psykolog ved telefonen. Så kan man der snakke lidt om hvad der kunne være den bedste hjælp her og nu.

Jeg håber dette svar kan hjælpe lidt på vej, og at du kunne have mod på at ringe ind til os.

Skrevet d. 1 juli 2010