Når man hjælper sig selv, hjælper man også sine forældre
d. 24 august 2015

Jeg er en pige på 16 årig, som lige har gået et år på efterskole, og nu er startet på gymnasium. Min mor fik konstateret sclerose da jeg var 4 år - og derfor husker jeg ikke som sådan et liv, hvor hun har været rask. Inden hun blev syg arbejdede hun hver dag, og min far rejste rundt i verden. Det fik ende da min mor blev indlagt et par gange. Da vi var mindre og f.eks. besøgte zoologisk have, sad min mor i kørestol. Hun var en af de første som fik noget medicin, som kunne holde alle hendes attacker nede. Det sætter jeg selvfølgelig stor pris på, for det har også betydet i mange situationer, at jeg ikke har kunne mærke hendes sygdom.

Hendes medicin hjælper ikke rigtig længere, og hendes gang er blevet meget værre. Min mor vil ikke rigtig indse det, og har altid en masse undskyldninger for, at det i hvert fald ikke er sygdommens skyld - hun kan give varmen skylden, selvom det ikke er varmt. Jeg kan mærke, at for hver dag der går bliver det næsten værre og værre. Endelig efter lang tids overtalelse har hun ringet og fået en tid på sygehuset til samtale, hvor min far åbenbart skal med, og det plejer han ikke. Min mor er førtidspensionist, og har været det i alt den tid jeg husker.

Jeg vil gøre alt for, at min mor vil slippe for denne urimmelige sygdom. Det påvirker mig bare så meget, at når jeg er ked af det, vil jeg ikke dele det med hende, da jeg synes hun kun skal have gode ting, og ikke skal tænke på, hvordan jeg går og har det. Jeg går derfor med mange tanker for mig selv, og har gjort det længe. Det har resulteret i, at jeg har været ude i cutting 1-2 år, jeg er tit ked af det og går med det selv. Jeg har flere gange nævnt for min mor, at jeg rigtig gerne vil snakke med en psykolog, men hun siger jeg skal fortælle hende det i stedet for - tror måske også hun synes det er for dyrt. Min efterskole kontaktede mine forældre i forhold til selvskade, men jeg fandt på undskyldninger.

Det sidste stykke tid har jeg følt, at jeg har symptomer som hende - uro i maven, hovedpine, uro om natten/kan ikke falde til ro, ondt i led, svimmel. Jeg har altid sagt til min mor, at jeg er sikker på at jeg ikke slipper udenom at komme igennem et sygdomsforløb, da alle i min familie næsten fejler noget. Jeg er nu derfor bange for, at jeg måske er ved at udvikle sclerose. Jeg vil egentlig bare høre, hvad jeg skal gøre i forhold til at hjælpe min mor bedst. Jeg føler ikke rigtig, jeg har nogen at snakke med det om - mine veninder forstår mig ikke, da de ikke oplever det, og derfor ikke kan sætte sig ind i det. Jeg har snakket lidt med min far om det, men han er bare sådan en tapper en, som helst ikke vil tale om det. Vil kun min mor det bedste, og vil så gerne at hun kunne være ligesom alle andre mødre som lige løb en tur, kunne shoppe i flere timer, og have lange dybe samtaler med. Men min mor bliver bare meget let ked af det, og hun er utrolig følsom. Det tynger mig meget, at min mor ikke er ligesom alle andre - men selvom elsker jeg hende som alle andre gør. Jeg er bare så bange for at miste hende hver eneste dag.

Tak for dit kloge og tænksomme spørgsmål, hvor du både fortæller om din egen og din mors situation.
Du vil det bedste for din mor, og jeg er sikker på, at hun og din far også vil det bedste for dig. Det er bare ikke altid, at man ved hvad det bedste er. For ofte prøver man jo gensidigt at skåne hinanden. Du prøver at skåne din mor ved ikke at lade dig mærke med dine mange bekymringer og dilemmaer, og hun gør det samme. Men sygdommen er der jo, og det bekymrer dig, og det bekymrer dine forældre. Og der er ting, som forældre og børn bare ikke kan tale åbent om. Det må man snakke med nogle andre om, som kender til sygdommen og til de tanker og følelser, der er svære at bære på alene, og som bliver til et psykisk pres "indeni". Og det hjælper at tale om det. Og det er vigtigt at have nogen, man kan tale med det om, som forstår, og som man ikke skal skåne eller beskytte..

Og du skal selvfølgelig tage kontakt til psykologerne i Scleroseforeningen, som kan tilbyde at tale med dig. Det er et gratis tilbud, som du som datter kan få. Og det er vigtigt, at du gør det med det samme. Du har taget første skridt ved at skrive til os. Nu skal du tage næste skridt og ringe til os på telefon 3646 3646. Vi har dagligt telefontid mellem 11.00-12.00. Det kan være svært at ringe i den tid, når man som du er gymnasieelev, men ring alligevel og læg en besked til os, så ringer vi til dig, når det kan passe.

Til slut vil jeg sige til dig, at jeg virkelig håber, du tager imod psykologtilbuddet, og jeg tror faktisk, at  det vil være en lettelse for dine forældre at vide,  at du får hjælp til at tackle det pres og den angst, som det medfører at leve med sclerose i familien.
 

 

Skrevet d. 24 august 2015