Gå til hovedindhold

Når bilen er betalt

Spørgsmål

Jeg har læst jeres information om handicapbil. Det efterlader et spørgsmål, som jeg ikke kunne finde svar på.

Jeg er 64 år. Jeg har haft en handicapbil siden 2005. Bilen er en Citroën Jumper 2,8. Den er ombygget med håndbetjening af speeder og bremse. Og den er bygget med bagdørslift. Da jeg ikke mere kan komme ind bag rattet, føres den nu af min rutinerede hustru.

Bilen altså 7 år gammel og er forlængst færdigbetalt. Er det min eller kommunens bil nu?
 

Svar

Bilen er din. Du har (eller bør have) fået et kvitteret gældsbrev i forbindelse med betaling af dit sidste bilafdrag til kommunen. Det betyder, at bilen ikke længere er klausuleret.

Hvis du ønsker at søge støtte til bil igen, vil et evt. nettoprovenu indgå i den nye bilhandel, men det gælder kun, hvis du søger fornyet støtte til bil.

Vær opmærksom på din mulighed for at søge hjælp til reparation af nødvendig særlig indretning. Det drejer sig om indretning, der er bevilget i forbindelse med ansøgningen. Disse regler fremgår af bilbekendtgørelsen (nr. 1123 af 2.12.2011 § 13). Kommunen skal - i givet fald - have en ansøgning inden reparationen udføres, og skal ved behandling tage stilling til bilens generelle tilstand.