Når éns barn er bange for at få sclerose
d. 9 januar 2010

Min søn, på 15 år, er bange for at han arver min (hans mors) sygdom. Han er angst og følger derfor en samtalebehandling på en ungdomspsykriatisk afdeling, men han fortæller ikke sin mor og sin bonusfar, hvad der bliver talt om til disse samtaler, hvilket bekymrer os.

Hvad kan jeg gøre?

Det er meget forståeligt, at du som mor er bekymret for, hvordan din søn har det og er optaget af, hvad du kan gøre. Det ville enhver forælder være.

Du skriver, at din søn er i kontakt med ungdomspsykiatrisk afdeling, så har du åbenbart allerede gjort noget, ved at tage hans angstsymptomer alvorligt og været med til, at han kom i behandling.

Når han ikke snakker om det med jer, er det vigtigt at respektere dette. Han har netop brug for et rum (andre voksne), hvor han kan tale om de tanker og følelser han har, uden at tænke på om du kunne blive ked af det/skuffet eller såret over, hvordan han har det.

Du kunne i stedet fokusere på at have nogle gode stunder sammen med sin søn, som er sygdomsfrie og hvor du med ro i sindet kan snakke med ham om hans interesser, fordi du ved, at der bliver taget vare på de svære ting, han slås med, af nogle professionelle.

Det er et spørgsmål om at stole på, at systemet kan hjælpe din søn. Virker han som om det går fremad (?), så stol på din observation. Du kan dog altid bede om en samtale med hans læge/psykolog om, hvorvidt behandlingen går den rigtige vej.

Skrevet d. 9 januar 2010