Muligheder for job fastholdelse
d. 20 september 2016

Jeg er 57 år. Jeg er gået fra 37 til 34 timer om uge på jobbet. Det er en travl arbejdsplads, og jeg har svært ved at klare det. Mit syn på det ene øje er under 40%, så det er svært at se på computer, som jeg bruger meget. For min arbejdsgiver er det ok, hvis jeg går mere ned i tid, men jeg kan ikke få lønnen supplerede op. Jeg skal også passe på ikke at gå under min minimums løn, da det vil gå ud over min fuldtidsforsikring/efterløn ifølge HK.
Kan I rådgive mig i denne situation?

Jeg forstår dig sådan, at du ikke er eller har været i forbindelse med din kommune. Jeg tænker på, om du har sygefravær og evt. kunne have mulighed for en § 56 aftale i h. t. dagpengeloven, herudover tænker jeg også på, om du kunne være omfattet af muligheden for personlig assistance. Måske har du behov for nogle hjælpemidler på arbejdspladsen. Du kan læse lidt om disse muligheder enten på Scleroseforeningens hjemmeside under Lovgivning, eller du kan søge via internettet, hvor det er beskrevet.

Som du beskriver det tænker jeg, at du næppe på det foreliggende kan være omfattet af reglerne om fleksjob, jeg ville nok have forestillet mig, at HK kunne have nævnt det for dig ved din forespørgsel dertil. Reglerne om fleksjob er ligeledes beskrevet på Scleroseforeningens hjemmeside og generelt på internettet.

Kommunens Jobcenter har personer ansat, som har til formål at yde rådgivning og vejledning vedrørende fastholdelse på arbejdsmarkedet, måske var det noget som du kunne drøfte med din arbejdsgiver.

Du har også mulighed for at kontakte Scleroseforeningens socialrådgiver i det område, hvor du bor, kontakt sker ved opringning til Scleroseforeningen tlf. 36 46 36 46.
 

Skrevet d. 20 september 2016