Mulighed for tillæg til SU, når man har sclerose
d. 22 november 2009

Hvor skal man henvende sig, med henblik på ekstra hjælp, hvis man skal studere og har sclerose? Min kæreste, som har sclerose, har hørt om noget der hedder "dobbelt-SU-muligheden" (eller sådan noget). Kan du fortælle lidt om hvad denne mulighed går ud på?

 


Det er rigtigt at der kan ydes særligt tillæg, hvis man har et handicap der ikke gør det muligt at have et job ved siden af sine studier. Det hedder et handicaptillæg.

Den normale SU takst i 2008 er på 5000,- kr. om måneden, hertil kan så lægges det særlige handicaptillæg på 6370,- kr om måneden. Husk tallene er før skat. Hvis man er under revalideringen, kan man ikke få ovennævnte handicaptillæg.

Der findes derudover noget der hedder SPS hjælp, som blandt andet kan omfatte:

- Rådgivning og vejledning om funktionsnedsættelsens betydning for gennemførelse af uddannelsen.

- Instruktion i brug af hjælpemiddel.

- Studiestøtte med henblik på kompensation for funktionsnedsættelsen.

-Særlig indretning af studiearbejdspladser.

Når man er optaget på uddannelsesstedet, skal man gøre opmærksom på at man har brug for SPS hjælp/afklaring. Der vil så blive udarbejdet en ansøgning som vil blive sendt til vurdering. Derefter er det uddannelsesstedet der skaffer den tildelte støtte. 

Skrevet d. 22 november 2009