MS og diabetes 1
d. 22 november 2009

Hvilken kost skal man have, når man både har primær progressiv sclerose og diabetis type 1 (insulinkrævende)?

Det korte svar er, at kostrådene til diabetes 1 godt kan anvendes til en person, der også har MS.

Det er en god ide, at spise en blodsukkerstabiliserende kost med få letoptagelige kulhydrater og samtidigt spise fiberrigt samt magert. Det er væsentligt at begrænse mængden af mættet fedt fra det røde kød (okse, svin og lam) og fede mælkeprodukter samt at spise mange grønsager og noget frugt. Målet er at spise 600 g frugt og grønt om dagen.

I din situation vil jeg foreslå at du lægger hovedvægten på grønsager, for eksempel 400 g grøntsager og max 200 g frugt. Mængden skal selvfølgelig ses i sammenhæng med din aktivitet og din vægt, så angivelserne er af generel karakter.

De fleste undersøgelser om kost og MS er foretaget på mennesker, der har attakvis sclerose, formentlig fordi attakkene kan være med til at angive om sygdomsforandringerne har ændret sig, når kosten ændres. Generelt vil kosten til mennesker med primær progressiv sclerose ikke være anderledes. Der kan selvfølgelig være individuelle forhold, der skal tages i betragtning, som der ikke er kendskab til i denne sammenhæng.

På nuværende tidspunkt har man konstateret at mangel på D-vitamin ses ved en række inflammatoriske sygdomme og dette gælder også diagnosen MS og diabetes. Mit forslag vil være, at du blive undersøgt for om nogle vitaminer, der relaterer sig til sclerose, for at se hvordan status for disse er, herunder også vitamin D.

Mangel på D-vitamin ses hyppigt i forårsmånederne, fordi det er meget længe siden solen har skinnet på huden. Mangel på D-vitamin kan give muskelsvaghed og ledsmerter. Om D-vitaminniveauet kan opretholdes vinteren over, er betinget af at man jævnligt spiser fede fisk, men må ofte suppleres af vitamin D, som kosttilskud (i form af vitamin D3).

Solen er meget lidt på himlen om vinteren i de nordiske lande.

Nogle mener, at det optimale niveau for at få nok vitamin D via huden kræver at man bor syd for den 40. breddegrad. Det betyder, at man for eksempel skal bo syd for Madrid i Spanien eller syd for Rom i Italien.

Desuden bliver huden efterhånden, som vi bliver ældre dårligere til at danne D-vitamin. Man sørge for ikke gå helt tildækket om sommeren for at få mest ud af solens stråler i denne sammenhæng, men vær samtidig opmærksom på at følge rådene om ikke at være i middagssolen uden solbeskyttelse.

"ved B12-mangel kan der selv hos patienter uden tegn på anæmi (blodmangel) være funktionel B12-mangel i CNS" (side 16 i Diagnostik og behandling af Multiple Sclerose praktisk klinisk vejledning, udgivet af Dansk Selskab for Forskning i Multiple Sklerose, 2005.)

Mangel på vitamin B12 kan give føleforstyrrelser, idet der er mangel på vitamin B12 i nervesystemet. Det er vigtigt at få undersøgt og i givet fald ændre ens niveau af vitamin B12.

Sygdommen sclerose er ofte forbundet med en række næringsstofmangler. For at få overblik over om det gælder i din situation vil jeg opfordre dig til at kontakte egen læge og få undersøgt følgende:

Via egen læge undersøges for* folinsyre/folat (erytrocytfolat)* p-cobalamin (vitamin B12) idet scleroseramte ofte er i underskud af B-vitaminer, især B-12 vitamin.* homocystein. Homocystein, som et et lille protein, der kan ophobes i blodårerne som følge af B-vitaminmangel.* D-vitamin (25-hydroxyvitaminD) D3 eller 25-OH-D, idet mangel på D-vitamin ofte ses i forbindelse med sclerose.

Udbed dig venligst en kopi af analysesvar fra lægen.

Er man i væsentlig mangel på de angivne vitaminer er det en god idé at blive suppleret af kosttilskud for at få niveauet op så hurtigt som muligt.

Gode kilder til vitamin B12 er:

Torskerogn både den rå fra fiskehandleren og den fra dåse, sardin, kippers i olie, kogt krabbe, muslinger, torskelever, sild, laks og havørred.

Gode kilder til vitamin D er:

Torskelevertran, fede fisk som laks, ål, hellefisk, sild, sardin og makrel samt torskerogn.

Disse vitaminer skal selvfølgelig ses i sammenhæng med en kost, der baserer sig på en MS-kost. Se venligst indledning til mit svar.

Skrevet d. 22 november 2009