MS og cancersygdom
d. 21 februar 2011

Jeg er blevet diagnosticeret med carcinom in situ, duktalt carcinom in situ, i højre bryst. Til dette svar hørte en besked om operation og strålebehandling. Denne operation skal (forhåbentlig) foregå meget snart, men allerede nu er jeg så mærket af presset, at min MS ulmer.

Spørgsmålet er: Hvad kan jeg reelt gøre for at undgå yderligere påvirkninger/attakker?

Jeg kan mærke min MS, hvilket jeg reelt ikke har kunnet siden jeg senest droppede Tysabri i juni måned 2010 - kunne ikke tåle det og desuden dannede antistoffer imod det - med det resultat jeg nu ikke er i medicinsk behandling overhovedet.

Så altså: Hvordan undgår jeg bedst muligt en dårlig effekt på min MS? Jeg har hårdt brug for en god vejledning - og i det hele taget, om muligt, at høre om jeres erfaringer omkring cancer og MS?

Der er ingen sammenhæng mellem MS og cancersygdomme. Faktisk er det sådan, at mennesker med MS i gennemsnit har lidt mindre risiko for at udvikle cancer, hvilket dog desværre ikke hjælper dig i din nuværende situation.

Du nævner to alvorlige problemer i din mail: Dels at du skal opereres for et alvorligt forstadie til kræft i brystet og dels at du aktuelt ikke får behandling af din MS, da du danner antistoffer mod Tysabri.

Hvad angår din brystoperation, er der ikke meget du selv kan gøre, udover at følge lægernes anvisninger, sørge for ikke at stresse dig med andre ting i tiden omkring operation og i efterforløbet, samt at sørge for at have nogle mennesker omkring dig, som du kan snakke med og sørge for at du får sund og næringsrig kost efter operationen.

Da du snart skal opereres, kan du nok ikke nå at opstarte anden behandling mod din sclerose inden det sker, men du skal kontakte din MS-klinik, så du kan få tid til samtale om at starte på en ny sygdomsdæmpende sclerosebehandling, så snart det er muligt.

Skrevet d. 21 februar 2011