MS og andre autoimmune sygdomme
d. 8 november 2014

Jeg har læst, at når man har én autoimmun sygdom, så er man i stor risiko for at få flere autoimmune sygdomme. Jeg har sclerose, og nu har min store søn stofskifteproblemer, og min store pige har fået konstateret Gilbert syndrom. Betyder det, at der er meget stor sandsynlighed for, at de med tiden også får sclerose? Har man undersøgt noget omkring dette?

Der er lige lavet en stor dansk undersøgelse som viser, at der ikke er øget hyppighed af andre autoimmune sygdomme hos kvinder med MS. Hos mænd med MS findes derimod let øget hyppighed af type 1 diabetes, tarmsygdommen Crohn og bindevævssygdommen SLE. Undersøgelsen viser dog ingen association med stofskiftesygdomme og slet ikke med Gilberts syndrom, som er et arveligt fænomen.

Tidligere undersøgelser har både talt for og imod øget hyppighed af andre autoimmune sygdomme, hvor nogle har påvist sammenhæng mellem stofskiftesygdomme og MS. Dog er disse undersøgelser ikke populations-baserede, hvilket vil sige ikke omfattende en hel befolkning, hvilket svækker resultaterne og øger styrken af den danske undersøgelse, som netop er populations baseret.

Jeg mener derfor ikke, at du har grund til bekymring, fordi dine børn har stofskifteproblemer og Gilbert syndrom.
 

Skrevet d. 8 november 2014