MR-skanning under graviditet
d. 22 november 2009

Jeg er efter neurologisk undersøgelse blevet henvist til MR skanning med henblik på udredning for DS. Jeg er selv meget usikker på om det er DS, men neurologen har altså vurderet, at de føleforstyrrelser jeg har i ansigt, i højre fod (samt nedsat refleks) og den kroniske regnbuehindebetændelse, jeg har haft i 10 år, giver anledning til yderligere udredning. Det, som er mit spørgsmål, er: Jeg er gravid og skal skannes i uge 16, men har det meget dårligt med at skulle skannes under min graviditet, og de vejledninger jeg kan finde siger noget forskelligt. Hvad mener I, bør jeg udskyde MR skanningen, udover min sjælefred betyder et svar for noget for et evt. sygdomsforløb?

Jeg kan dårligt svare konkret på dit spørgsmål, da jeg ikke har indblik i de tanker, din neurolog har gjort sig omkring årsagen til dine symptomer. Generelt er røntgenlæger tibageholdende med at MR-skanne gravide kvinder, med mindre der er mistanke om alvorlig sygdom og/eller det vurderes, at resultatet af skanningen vil have behandlingskonsekvens. Da jeg kan forstå, at du er diagnostisk uafklaret, vil det være din neurologs vurdering af din sygehistorie og symptomer, der afgør vigtigheden af MR-skanning i dit tilfælde.

Skrevet d. 22 november 2009