Mor holdt sclerose hemmeligt for teenagedatter
d. 7 maj 2011

Jeg er en ung pige, som sidste år fik at vide at min mor lider af sclerose. Hun fik det konstateret som 20-årig og lever et forholdsvis normalt liv nu. Dog har jeg mange følelser omkring sygdommen, specielt fordi jeg hele min barndom har troet at hun ikke arbejdede på grund af mig, hvilket er det jeg til enhver tid har fået at vide.

Jeg kan simpelthen ikke begribe hvorfor jeg ikke fik det at vide noget før (iøvrigt fik jeg det nærmest at vide som en trussel). Men alligevel er det som om, at det hele giver mere mening nu.

Før i tiden, bebrejdede jeg min mor meget for ikke at arbejde, da jeg egentlig syntes at hun pylrede meget over at hun skulle lave mad hver dag, når nu mange andre mennsker både klarer job og madlavning. Derfor har jeg nu også dårlig samvittighed over alle de ting jeg har fået sagt til hende i tidens løb.

Alligevel kan jeg ikke vænne mig til tanken om at min mor er syg, da det tydeligvis ikke er noget vi snakker om i mit hjem. Og dog, for da jeg fortalte mine lokale veninder omkring sygdommen vidste de det alle sammen, fordi deres forældre vidste det. Altså følte jeg mig... ja, jeg har ikke ord til at beskrive, hvordan jeg følte mig, men i hvert fald uvidende.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal tackle det her, fordi min mor konstant er så træt.

Iøvrigt er min far en ældre herre og derfor kan jeg snart ikke længere se min tilstedeværelse i hjemmet, som andet end en belastning for dem, hvorfor jeg snart føler mig nødsaget til at flytte, selvom min mor klart ville forbyde mig det (jeg er den yngste i søskendeflokken).

Det lyder som om, at det er rigtig svært at tackle, at du nu pludselig har fået en mor, der er syg, som du skal forholde dig til.

Du beskriver, at du har mange følelser omkring sygdommen, og det er helt normalt og meget forståeligt. Du fortæller, at du føler dig uvidende, når du finder ud af, at mange andre kendte til din mors sygdom, og måske føler du dig også vred over, at dine forældre har holdt det hemmeligt for dig, at din mor har sclerose, og at så mange andre vidste det. Måske mærker du også at være ked af det over, at din mor er syg, og det kunne være en forståelig sorgreaktion på at opleve, at du har mistet en rask mor.

Du beskriver en dårlig samvittighed over nogle af de ting, som du har sagt til din mor omkring, at hun ikke arbejdede, fordi du ikke vidste, at hun var syg. Jeg tænker, at det er svært at forestille sig, at du kunne have handlet anderledes dengang, når dine forældre valgte ikke at fortælle dig noget om din mors sygdom.

Nu er du så pludselig sat i en meget kompliceret situation, hvor det er meget forståeligt, at du kan mærke alle disse forskellige og nærmest modsatrettede følelser i forhold til hele situationen, og jeg tænker, at det er godt, at du har søgt hjælp og skrevet til os, da det må være meget svært at være dig og kunne overskue og rumme det hele.

Du spørger, hvordan du skal tackle det her og beskriver, at din mor er konstant træt, og din far er blevet ældre, og at du ser dig selv som en belastning for dem og overvejer, om du snart skal flytte. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du får talt med begge dine forældre, måske sammen eller hver for sig, om dine følelser i forhold til hele situationen.

Jeg kan forstå, at det er svært for din familie at tale om disse ting, men jeg tænker stadig, at det vil være en god indgangsvinkel til at kunne klare det, da kommunikation kan gøre, at alle parter har mulighed for at forstå hinanden noget bedre. Jeg tænker, at du også kan have brug for nogle svar på, hvorfor dine forældre har valgt ikke at fortæller dig om din mors sygdom.

Du kan måske vise dine forældre dette svar sammen med din mail, så dette eventuelt kunne være en indgangsvinkel til at komme til at tale sammen om det hele.

Hvis du/I synes, at det er svært og har brug for mere hjælp til problemerne omkring din mors sclerose, har du/I som medlem(mer) af Scleroseforeningen også mulighed for at benytte jer af den gratis psykologrådgivning, hvor I kan komme sammen eller hver for sig. Psykologrådgivningens telefon er åben hver dag mellem kl. 11 og 12 på tlf. 36 46 36 46, og her har I også mulighed for at blive henvist til en samtale med en af Scleroseforeningens psykologer i jeres område
 
Du har selvfølgelig også mulighed for at gøre brug af dette tilbud, hvis du oplever, at det stadig er svært at håndtere, og jeg håber, at du vil fortsætte med at prøve at få hjælp til dig, da det trods alt er det vigtigste i dit liv, at du får hjælpen til at kunne håndtere alle disse svære problemstillinger omkring dig. Og du er selvfølgelig, til enhver tid, velkommen til at maile til os igen.

Skrevet d. 7 maj 2011