Mitoxantron, infektioner og andre bivirkninger
d. 22 januar 2010

Jeg har nogle spørgsmål vedrørende immunforsvaret og Mitoxantrone (og/eller andre kemomidler), som jeg håber I kan hjælpe med at besvare.

Min kone har fået tilbudt at starte på Mitoxantrone eller et af de andre kemomidler, da hun har udviklet antistoffer mod Tysabri.

Mit spørgsmål er, hvad Mitoxantrone gør ved immunforsvaret? Slår disse kemomidler ens immunforsvar helt ihjel eller beholder man en vis del af et fungerende immunforsvar trods behandlingen? Hvor bekymret skal man være for at influenza/forkølelse, når man er på den type behandling? Hvor udbredt er det med andre typer af kemo-bivirkninger som hårtab, vægttab m.v.?

Mitoxantron virker ved at dæmpe immunforsvaret.

Effekten er sjældent så kraftig at man ser en væsentlig øget risiko for infektioner, men ind imellem er dette dog tilfældet. Langt de fleste kommer sig dog helt normalt efter almindelige forkølelser eller influenza. Man må i øvrigt regne med at effekten af vaccinationer kan være nedsat, særlig de første uger efter en behandling.

Almindelige kemoterapibivirkninger (kvalme, hårtab m.v.) er ikke så kraftige, men mange kvinder får uregelmæssige blødninger, eller ophører med at have menstruationer efter behandlingen. Behandlingen påvirker også sædkvaliteten.

De alvorligeste bivirkninger er påvirkning af hjertefunktionen og leukæmi, som forekommer hos op mod 1% efter behandling med mitoxantron.

Skrevet d. 22 januar 2010