Gå til hovedindhold

Mit plak er vokset på MR

Spørgsmål

Jeg har et spørgsmål vedrørende plaks på MR scanning. Jeg har fået fortaget en ny MR scanning, med henblik på opstart af ny medicin. Den viste ingen nye plaks, men at en af de gamle er vokset. Hvad betyder det? Den sidder i højre side af hjernen. Jeg døjer meget med spastitet især i højre side, både i arm og ben.

Svar

Når en MR skanning sammenlignes med tidligere undersøgelser, er resultatet meget afhængig af, om man undersøges på den samme MR scanner, og om man ligger i scanneren på præcis samme måde, som ved den tidligere scanning. Hvis ikke det er tilfældet, kan man ikke være helt sikker på, at ændringerne skyldes udvikling i sclerosen. Hvis de tekniske forudsætninger er opfyldt, så kan man godt bruge MR til måling af ændringer i scleroseplaks antal, form og udseende mellem scanninger. Det enkelte plak kan både blive mindre og vokse, men vil i de fleste tilfælde være uforandret. Hvis et plak er større på en ny skanning, kan det være fordi, at det var under udvikling, da det første gang blev skannet, og siden har fundet sin endelige form. Der kan også være reaktivering i et plak, så et gammelt plak kan blive aktivt i randzonen og dermed vokse og være større, når man skanner igen.

Du fortæller, at du har oplevet forværring af dine symptomer i højre side, mens det voksende plak også sidder i højre side af hjernen. Dermed kan det voksende plak ikke forklare dine symptomer, da nervebanerne krydser, sådan at højre side af hjernen styrer venstre side af kroppen. På den måde kan ændringerne i størrelsen af dit plak, skyldes noget teknisk snarere end noget biologisk sygdomsrelateret. En sikker afgørelse af dette, vil dog kræve en grundig neurologisk undersøgelse og gennemgang af dine MR billeder.