Gå til hovedindhold

Mistanke om sclerose

Spørgsmål

Jeg har ikke "endnu" fået diagnosen sklerose, men jeg har været igennem nogle undersøgelser pga. mistanke om sklerose. Mit spørgsmål er, hvor stor er sandsynligheden for at jeg har sklerose. Jeg har 18 hvide pletter på MR scanningsbilledet fra maj 2013, har været igennem SEB og den viste at mine arme fungere godt, benene dårligt og at mit syn er meget dårligt på venstre øje (nedsat med ca 50%). Jeg har også fået en rygmarvsvæske undersøgelse og MR scanning af rygsøjlen, og de var fine.

Mine smerter som har gjort at jeg er blevet undersøgt for sklerose er: Mange smerter i tindingen ind over panden, i øjnene, under kindbenene, omkring næsen, i venstre øre, har for lavt D-vitamin i blodet, men smerterne er der ikke hele tiden eller på samme tid, dog har jeg næsten altid en trykken i hovedet, (som om jeg har en hat på der er for lille), og er "kronisk" træt. Jeg synes dog at mine undersøgelser er gået hurtigt, men lægen vil ikke sige, eller afvise om jeg har sklerose. Men ventetiden på en ny MR scanning, for at sammenligne med den fra maj, er uudholdelig. Og derfor vil jeg gerne høre, om hvad der evt. venter mig. Ved det vil være svært, da du ikke har de faktiske svar fra undersøgelserne.

Svar

Jeg kan godt forstå at ventetiden er lang, men der er nogle internationale kriterier, der skal opfyldes for at stille diagnosen multipel sclerose. Der skal være spredning i sted (anatomisk) og spredning i tid, og her kan MR scanning bidrage. Det går jeg ud fra er baggrunden for at gentage sin MR scanning, og minimum 3 måneder efter var obligatorisk indtil for nylig, hvis der går kortere tid er hitraten lavere, så 3 måneder er ret almindligt.

Sygehistorien skal passe med symptomer fra centralnervesystemet, og symptomerne skal have en vis minimum varighed. Derudover har det betydning om man kan påvise tegn på dysfunktion i centralnervesystemet ved den lægelige undersøgelse foretaget ved en neurolog. MR scanning. I visse tilfælde kan rygvæskeundersøgelse og nerveledningshastighedsundersøgelse med såkaldte evokerede potentialer underbygge diagnosen. Spredning i tid kan f.eks. opnås ved MR scanning, hvis der tilkommer nye læsioner, man tolker som demyeliniserende af natur og kalder dem plaques. Endelig skal andre diagnoser som kan give lignende symptomer og fund som multipel sclerose udelukkes, f.eks. en godartet sygdom der hedder sarkoidose.

Du har ikke de for multipel sclerose karakteristiske forandringer i din rygvæske, skriver du, og det gør alt andet lige usikkerheden om naturen af pletterne i hjernen større. Men med 18 pletter skal du nok belave dig på, at det er pga. sygdom og sclerose er en mulighed. Du må væbne dig med tålmodighed. Nogle gange kan man ikke komme det nærmere end ved at anvende wait and see princippet.