Min vægt stiger i træthedsperioderne
d. 22 august 2016

Jeg ved at Scleroseforeningen yder den service, at man har mulighed for at konsultere en psykolog, hvis man har behov for det. Jeg vil høre, om der er mulighed for at komme til at konsultere en diætist, er bekendt med at der er tilknytte diætister til sclerosehospitalerne. Jeg kunne godt bruge hjælp til at holde vægten, når jeg har mine perioder med voldsom træthed. Jeg har det jeg selv kalder for yoyovægt - min vægt stiger i træthedperioderne, og jeg taber mig, når jeg har overskud på energikontoen. Synes bare det er en kamp jeg snart ikke magter at kæmpe alene mere - ville rigtig gerne have råd og vejledning til, hvordan jeg på en nem måde kan holde vægten selv, når trætheden bliver for voldsom.

Jeg kan meget vel forstå, at du kan føle at vægtvedligeholdelse under dine træthedsperioder kan være en svær størrelse. Vores madindtag er i meget høj grad påvirket af vores humør, træthed og vores generelle velbefindende. For nogen påvirker det til vægttab, mens det for andre fører til vægtøgning. I dit tilfælde oplever du, at du i perioder med meget træthed tager på, og at du så efterfølgende skal kæmpe med at tabe de ekstra kilo igen. Det er en hård kamp at kæmpe.

Du skriver ikke så meget om, hvorfor du tager på i træthedsperioderne, men jeg forestiller mig, at det skyldes en kombination af mindre fysisk aktivitet og ændringer i dine madvaner. Ofte kan man se, at vi griber til lettere madløsninger, når vi har perioder med mindre overskud. Det grønne kommer til at fylde mindre på tallerkenen og vi får oftere lyst til noget sødt, da vi føler at vi får mere energi, når vi indtager sukker. Der findes desværre nok ikke nogen nem måde at holde vægten på, når trætheden bliver for voldsom, men et vigtigt skridt i retning af at undgå større vægtudsving, er faktisk at du er opmærksom på, at det sker. Herved kan du nemlig tage et blik på, hvad du gør anderledes, når du oplever træthedsperioder og så tænke i alternative handlemønstre. Er madlavning fx en udfordring i disse perioder, så tænk i, at have mad i fryseren som du kan tage frem, når du har perioder, hvor madlavning kommer til at fylde for meget. Så får du gode aftensmåltider også i de perioder, hvor overskuddet er mindre.

Bliver det nemt til lette madløsninger i de perioder, hvor du har meget træthed, så tænk i at købe andre nemme madløsninger som har en mere hensigtsmæssig næringsstofsammensætning, dvs. er mindre energiholdige. Der er fx rigtig mange sunde færdiglavede salater, supper eller retter som man kan købe i dag, og som er sunde hurtige bud på let mad. Når man vælger produkter nede i supermarkedet skal fokus være på, at energitætheden ikke skal være for høj. En købepizza har fx en høj energitæthed pga. en stor mængde ost og meget brød. Retter med en større andel af grønt har et lavere energiindhold, da grøntsager indeholder en stor mængde vand og derved mindre energi i forhold til sin vægt. Hermed får du en stor volumen i maven, men samtidig ikke så meget energi, og bliver alligevel mæt.

Når man vil holde sin vægt nede eller tabe sig, kan man med fordel være opmærksom på følgende:
• Hav fokus på fødevarer som har et lille energiindhold men samtidig fylder meget. Tænk derfor gerne i kål, kartofler og andet grønt i maden. Husk også at fx frosne grøntsager er en nem og sund måde at øge indholdet af grønt til ens måltider.

• Jo mere fedt en fødevarer indeholder, desto mere energi. Så det er derfor også væsentligt at vælge de magre mejeri- og kødprodukter.

• Fuldkornsprodukter (fx rugbrød, grovbrød og fuldkornspasta) både mætter mere og er sundere end det hvide hvedebrød, så også her kan man vælge et produkt som mætter mest muligt.

• Energi vi drikker os til mætter mindre, og gør dermed, at vi kommer til at have et samlet større energiindtag. Hvis man ønsker, at være opmærksom på sin vægt skal man derfor i størst muligt omfang undgå drikkevarer med energi, herunder saft, energidrikke, sodavand, øl mv. Ved at sænke på indtaget af disse kan man skære en del af sit energiindtag væk. Drik i stedet rigeligt med vand.  

• Bliver du meget glad for søde sager i de perioder hvor du oplever træthed, kan du også tænke i at have mindre af det i dit hjem, og fx mere frugt. Hvad vi ikke har i køkkenskabene, spiser vi jo ikke.

• Det er vigtigt at være opmærksom på sin sult. Spis når du er sulten og stop når du ikke længere er sulten. Hvis mad indtages uden sult, men nærmere som afledning, så tænk i om, at der er andre ting der kan udfylde samme funktion. 

• Med hensyn til fysisk aktivitet er det nok straks lidt sværere, da træthed kan fylde så meget, at dette bliver en udfordring. Når det gælder fysisk aktivitet er det dog vigtigt at huske på, at det at gå en tur også er meget fin motion. Hvis man har en aftale med nogen bliver det derudover oftere både hyggeligere og lettere at komme afsted.

Vi har på nuværende tidspunkt, desværre ikke mulighed for at give personlig diætetisk vejledning i Scleroseforeningen. Vi har dog løbende foredrag og oplæg fra diætister, som man som medlem af Scleroseforeningen kan tilmelde sig. Du vil desuden på egen hånd kunne konsultere en privatpraktiserende autoriseret klinisk diætist. Sygeforsikringen Danmark yder tilskud i fald diætisten er autoriseret. En oversigt over diætister i Danmark kan du finde på diaetist.dk
 

Skrevet d. 22 august 2016