Min mor vil ikke have hjælp
d. 22 november 2009

Min mor på 43 år har DS. Jeg er 23 år og burde velsagtens kunne være voksen og tackle hendes sygdom, problemet er bare at vi fuldstændig er gledet fra hinanden. Hun er konstant sur og beklagende. Jeg er udemærket godt klar over at sygdommen er hård samt hvad symptomerne og bivirkningerne er, da mit arbejde i hjemmeplejen også omhandler DS-patienter. Problemet er at det er hårdere, når det drejer sig om ens egen mor.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre? Hun vil ikke have min hjælp, og lukker mig ude af sit liv. Hun mener ikke jeg duer til noget, og hakker konstant på mig, når hun endelig tager kontakt. Jeg kan ikke tale med hende, da hun, når jeg forsøger, straks vender det rundt på sig selv og siger hun er den eneste med problemer osv. Desuden gør min mors situation, at det til tider er svært for mig at fokusere på mit eget liv, idet jeg jo hele tiden tænker på hende.

Det er synd for jer, at den gode kontakt mellem jer som mor og datter har fået så dårlige vilkår. Jeg spekulerer på om noget af den dårlige kontakt stammer fra, at det er sygdommen, der er blevet omdrejningspunktet for jeres kontakt? Du vil gerne hjælpe, men din mor vil ikke have hjælp fra dig, hvilket bliver til en oplevelse af irritation og afvisning. Hvad er det mon din mor reagerer imod? Er det mon, at hun syntes du er meget længere fremme med at se hendes behov end hun selv? Har du tænkt over, om du mon kommer hende i forkøbet?


 


Mange, der får sclerose, kæmper for at bevare jævnbyrdighed og selvstændighed i kontakten til familie og omgangskreds. De reagerer mod at blive behandlet som syg af de nærmeste, fordi det placerer dem i en sygerolle, hvor de føler de mister jævnbyrdigheden og respekten fra omverdenen. De kan derfor opleve andres gode råd og gode intentioner som grænseoverskridende -  der er jo ikke altid overensstemmelse med, hvad andre mener den der har sygdommen har behov for, og hvad hun selv mener. I alle tilfælde er det bedst, når den der har brug for hjælpen selv formulerer sine egne behov, og tager ansvar for deres eget liv overfor omgivelserne.


 

Endelig er det nok vigtigt, både som den der har fået sygdommen og som pårørende, at huske sig selv på, at det at få sclerose ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er mange muligheder for udvikling og for at have et godt liv. Et liv hvor man også har brug for selv at fokusere på alt det, der er muligt.


 


Hvad ville der mon ske, hvis I, i jeres samvær, bestræbte jer på at mødes og have oplevelser sammen i et ”sygdomsfrit” rum, hvor omdrejningspunktet var noget andet end sygdom. ”Bare” mødes som mor og datter, og ikke som syg mor/rask datter? Det kunne f.eks. være ved at gøre noget, hvor det er muligt at hygge jer og have det sjovt sammen: gå i byen, se en udstilling, en film eller et teaterstykke sammen, eller måske ved bare at planlægge en hyggeaften sammen. Her kunne I f.eks. se en god (læs: sjov ) video, for det er også vigtigt ikke at synke ned i for megen problematisering og tristhed.


 


Du skriver også, at du har svært ved dit eget liv, fordi du hele tiden tænker på hende. Det lyder jo som om, at det er svært for dig at bevare din sunde egoisme og fokusere på dine egne muligheder i livet og dine egne ønsker. Hvem har du mon at snakke med om dine tanker og drømme? Hvilke muligheder har du selv for udvikling og for at realisere dine drømme? Der er så mange ting, der kunne være vigtigt at vide for at kunne rådgive relevant. Jeg synes derfor, at det bedste råd til dig, vil være at kontakte en af psykologerne i Scleroseforeningen. Vi vil kunne hjælpe dig med at kaste lidt mere lys på hvad der foregår og sammen med dig overveje nærmere, hvad der kunne være hjælpsomt.


 


Marianne Nabe-Nielsen, psykolog

Skrevet d. 22 november 2009