Gå til hovedindhold

Methotrexat ved sekundær progressiv sclerose

Spørgsmål

Min kone har haft sekundær progressiv sclerose siden juli 1999 og særlig venstre side er afficeret, både subjektivt og objektivt. Ved de sidste to undersøgelser på scleroseklinikken er der blevet tilbudt Methotrexat behandling. Vi er meget i tvivl om, hvorvidt min kone skal tage imod dette tilbud, idet der er usikkerhed om effekten og desuden er der en del bivirkninger. Det kan tilføjes, at min kone er meget modtagelig overfor lungeinfektioner og har en lav grad af KOL, som behandles med inhalationsmedicin. Vil det være fornuftigt at gå i gang med en så usikker behandling som Methotrexat til min kone?

Svar

Jeg er professor på neurologisk afdeling i Glostrup og leder af scleroseklinikken der. På Glostrup tilbyder vi Methotrexat til nogle fortsat progredierende sekundært progressive sclerosepatienter. Ved svær progression vil man overveje Mitoxantrone. Hvis man har sekundær progressiv sclerose, og har haft 2 lægedokumenterede attakker indenfor de seneste 2 år kan Betaferon/Extavia være en mulighed.

Methotrexat kan karakteriseres som lav effekt, men også lav bivirkning. Vi har ikke set nogen alvorlige bivirkninger gennem ca. 15 år, og heller infektionsparametre der er blevet unormale i blodprøver ved den meget lave dosis vi tilbyder på baggrund af tidligere behandlingsforsøg. Alternativet til Methotrexat er som regel ingen behandling. Hvis din kone er fundet egnet, vil jeg foreslå at hun tager imod behandlingstilbuddet.