Merudgiftsydelse, børn under 18 år
d. 23 november 2009

Min nu 16-årige datter fik for 3 år siden konstateret sclerose. Hun har prøvet at supplere lommepengene med fritidsarbejde, som hendes kammerater gør, men magter det bare ikke. Hun går i gymnasiet og har mere end nok med at passe skolen.

Jeg er hjemmegående og mit personfradrag overføres til min mand.

Mit spørgsmål er nu: Kan min datters personfradrag også overføres til min mand? Helt eller delvist?

Hvis dette kunne lade sig gøre, kunne vi på den måde, "legalt", give hende flere lommepenge end vores 4 andre børn.

 


Desværre er der ikke mulighed for at overføre jeres datters personfradrag til din mand.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke om I har forsøgt dækning af merudgifter efter lov om social service § 41:

§ 41. Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2.424 kr. Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med en eller flere ottendedele af standardbeløbet. Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end ét standardbeløb.

Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet nævnt i stk. 2. Der skal sandsynliggøres merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.


 


Stk. 5. Velfærdsministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.

Beløb 1/1 2009 - Merudgiftsydelse kr.:


 


Standardbeløb 2.680


 


Bagatelgrænse, 1/8 335


 


Minimum merudgifter (pr. år) 4.020


 


Bekendtgørelser

Tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom (Socialmin. bek. nr. 1198 af 15/10 2007).

Fremgangsmåden ved opgørelse af indtægtsgrundlaget for visse sociale ydelser for lønmodtagere, der gør tjeneste på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (Socialmin. bek. nr. 1384 af 12/12 2006).

Vejledninger mv.

Særlig støtte til børn og unge og deres familier - Kapitel 6. Merudgiftsydelse (Velfærdsmin. vejl. nr. 99 af 5/12 2006, ændret ved vejl. nr. 52 af 1/10 2008).

Der er i vejledningen nævnt eksempler på hvilke merudgifter, der tænkes på.

Skrevet d. 23 november 2009