Mere upåvirket med tendens til at "lade stå til"
d. 27 november 2013

Jeg synes, at jeg er blevet flegmatisk laissez faire-agtig i min tilgang til tilværelsen. Kan det have sammenhæng med MS - sekundær progressiv? Jeg lider af ekstrem træthed, for hvilket jeg just er startet i behandling for. For god ordens skyld skal nævnes, at jeg har en bipolar lidelse, der med held har været behandlet de sidste ti år.

Du skriver, at din tilgang til tilværelsen har ændret sig således, at du er blevet mindre påvirkelig. Det kan der være flere årsager til. En del mennesker med MS udvikler nedsat sygdomsindsigt, eller reduceret erkendelse af sine vanskeligheder, som en direkte følge af de skader, som sygdommen medfører i hjernen. En konsekvens kan være, at man ikke lægger mærke til helt de samme ting som tidligere. Derved kan måden man takler sine udfordringer i dagligdagen ændrer sig. Det er nødvendig med en god viden om sine egne vanskeligheder for at kunne håndtere sine udfordringer i tilværelsen optimalt.

Sclerosetræthed kan også medføre manglende energi til at udnytte relevante mestringsstrategier, og derved kan man komme til at "glide af" og "lukke øjnene" for de ting, der sker omkring og med én selv. Når man lider af en ekstrem træthed, som du beskriver, vil man også opleve problemer med at koncentrere sig og danne sig overblik over en situation - to områder af tænkningen, som er en forudsætning for at kunne håndtere forskellige situationer optimalt. Heldigvis er kognitive vanskeligheder som følge af træthed ikke permanente. De bliver mindre, hvis din træthed bliver mindre.

Din bipolare lidelse kan også medføre ændret eller skiftende tilgang til tilværelsen. Men du beskriver, at du er velbehandlet, så det er tvivlsom, at dette er forklaringen.

Jeg formoder, at det er den scleroseklinik, som du er tilknyttet, der er ved at hjælpe dig med medicinsk behandling mod træthed. Sclerosesygeplejersken har ofte også god erfaring med at forsøge at minimere træthed på andre måder bl.a. ved hjælp at optimering af energiforvaltning. Alternativt har Scleroseforeningen erfarne psykologer, som kender til problematikken både i forhold til træthed og nedsat erkendelse.

Skrevet d. 27 november 2013