Gå til hovedindhold

Mere energi, hvordan

Spørgsmål
Har I nogen erfaringer med naturmedicin mod træthed? Hvis ja, hvilke kan I anbefale?
Svar

Træthed i forbindelse med sclerose kan have flere årsager og det er denne afdækning, der er vigtig før man kan træffe hvilket valg, der vil være det rigtige.

Træthed kan skyldes mangel på D-vitamin, hvilket er meget almindeligt blandt scleroseramte. D-vitaminmangel giver også slappe muskler. Hvis man ikke kommer meget ud i solen eller ikke spiser fisk eller kosttilskud med et vist niveau af D-vitamin, vil D-vitamin ofte være på for lavt niveau.

Det kan undersøges, ved at få taget en blodprøve for 25-hydroxy-D-vitamin, hos egen læge eller neurologisk klinik. Niveauet, er man generelt enige om, skal ligge på over 75-80 nmol/l.

Hvis den enkelte har problemer med fordøjelsen kan det også give træthed. De fleste vil fungere bedst med at have afføring dagligt, gerne flere gange dagligt. Det vil for mange kunne opnås ved at få tilstrækkeligt med frugt, grønsager og fuldkornsprodukter i kosten, inklusiv tilstrækkeligt med væske.

Dette kan i perioder suppleres af tilskud af mælkesyrebakterier. Her vil det for mange blive bedre, hvis balancen i tarmen genoprettes.

Hvis en af de ovenstående problemstillinger er aktuelle, vil træthed kunne afhjælpes med D3 vitamin eller kostændringer.

Hvis ikke, har jeg kendskab til nogle som har anvendt rosenrod, det vil sige ekstrakt af rosenrod, for derved at få mere energi og oplever at de har fået det. Tilsvarende kan et produkt, der indeholder baldrian og humle, som hedder Bio-Rolin* have effekt på energien, fordi søvnen forbedres.