Medrolbehandling som tabletter
d. 26 juni 2010

Jeg er en ung pige på 25 år, der netop har fået min diagnose. Jeg vil gerne høre, om det er muligt for en Medrolkur i tabletter at behandle et attak, i stedet for drop? Skal nemlig snart på ferie, så det ville lette mine bekymringer lidt, da jeg regner med et attak der omkring.

Jeg er desuden blevet tilbudt behandling med beta-inteferon, men vil, på grund af de kun 30 procents reducering i attakker, hellere have Tysabri (68 procents reducering) grundet mine meget hyppige attakker.

Kan man ansøge om dette, eller er det kun ens egen læge der kan ordinere og beslutte dette?

Ja, man kan godt få Medrolbehandlingen som tabletter. Mange steder foretrækker man faktisk det frem for i drop, idet behandlingen så ikke nødvendigvis kræver indlæggelse, men kan klares ambulant.

Med hensyn til Tysabribehandling, må du tale med din neurolog, da det er ham der vurderer om du opfylder kriterierne for denne behandling. Som reglerne er nu, kræves det, i de fleste tilfælde, at man skal være i en af de øvrige behandlinger, samt have haft 2 attakker indenfor et år.

Skrevet d. 26 juni 2010